Treetop Restauranten henter køkkenchef med Michelin-erfaring
Den kommende køkkenchef på Treetop Restauranten på Munkebjerg Hotel er fundet. Det bliver 34-årige Bjarke Jeppesen, der fra den 1. februar skal stå i spidsen for den ambitiøse restaurant.
Det er ikke hvem som helst, der fremover skal drive køkkenet på restauranten med en af landets smukkeste udsigter over Vejle Fjord. 34-årige Bjarke Jeppesen er fast mand på kokkelandsholdet, har erfaring med at drive et Michelin-køkken, har vundet flere priser for sin mad og er hentet direkte fra den anmelderroste restaurant Resumé i Svendborg. En kapacitet, som direktør på Munkebjerg Hotel, der huser Treetop Restauranten, Rene Aaby Sørensen er meget stolt af at kunne tiltrække:
”Det har været utroligt vigtigt at finde den rigtige kok, der ikke kun ville kunne opretholde det samme høje niveau af madkvalitet og service, som vi igennem de sidste 10 år har haft, men også hæve det. Det har vægtet højt, at Bjarke har en solid erfaring fra flere restauranter og køkkener af højeste kvalitet og anseelse. Jeg er overbevist om, at Bjarke er det helt rigtige valg, og at vi med tilgangen får en erfaren og fagligt meget dygtig kok,” siger han.
Bjarke Jeppesen har tidligere været køkkenchef på Restaurant Domestic i Aarhus, hvor han overtog og forsvarede restaurantens Michelin-stjerne. Han har været nomineret til Årets Kok to gange og kommer til Vejle fra en stilling som køkkenchef på Resumé i Svendborg, hvor han startede i sensommeren 2022. Muligheden for at stå i køkkenet hos Treetop var dog for spændende en mulighed at sige nej til:
”Jeg er utroligt glad og stolt over at have fået jobbet som køkkenchef på Treetop. Først og fremmest skal jeg tage afsked med Svendborg, hvor jeg har været rigtig glad for at være på Resumé, men så skal jeg lære Munkebjerg ordentligt at kende. Jeg kan ikke vente med at komme i gang med at lave mad. Der er så mange muligheder for Treetop. Lokalerne og beliggenheden er jo helt unik, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg sammen med mit hold, kan skabe de bedste rammer omkring maden for gæsterne,” siger han.
Med Bjarke Jeppesen kommer også passionen for at bruge danske og i særdeleshed lokale råvarer, og her er mulighederne på Treetop mange:
”Det, jeg altid har haft fokus på gennem min karriere, er råvarerne. Det danske og det lokale. Vores land er et helt unikt spisekammer, og det vil jeg tage med mig til Vejle og have fuld fokus på at lave menuer ud fra det, der er i sæson,” siger han.
Ansættelsen af Bjarke Jeppesen sker som en direkte følge af, at Treetops køkkenchef gennem fem år, Nicolaj Møller, i november valgte at fratræde sin stilling:
”Nicolaj havde været ved os i seks år. Fem af dem som køkkenchef. Det er helt naturligt, at han ønsker at prøve kræfter med nye ting. Vi har været meget glade for Nicolaj og ønsker ham alt mulig held og lykke i fremtiden,” siger direktør Rene Aaby Sørensen.
Bjarke Jeppesen tiltræder officielt den 1. februar.
Læs mere om Munkebjerg Hotel på deres profil her.
Om Bjarke Jeppesen:
- 34 år
- Nomineret til Årets Kok to gange.
- Vinder af Kartoffelprisen 2022 og 2019
- Vinder af Årets Ret med Gris 2022
- Medejer af chokoladevirksomheden Gastroca.dk og fast del af kokkelandsholdet
Tidligere ansættelser:
- Resumé, Køkkenchef
- Restaurant Domestic, Køkkenchef
- Hotel Hesselet, Souschef og Ass. Køkkenchef