CPH Conference tilføjer 2 nye skarpe profiler
CPH Conference har tilføjet nye friske kræfter til DGI-byen. Susanne Dam er udnævnt som ny Division Director med ansvar for den samlede BtC-forretning hos DGI Byen. Jesper Breum er ansat som ny CFO i DGI Byen. Begge skal hjælpe til med at udrulle DGI Byens nye 2035-strategi om skabe bedre sundhed og livskvalitet for københavnerne.
Jesper Breum starter som ny CFO hos DGI Byen
DGI Byen er i disse år i gang med en større udviklingsproces, som skal gøre stedet til et kraftcenter inden for sundhed, bevægelse og aktive fællesskaber. CEO Michael Stensbøl er i færd med at sammensætte det helt rigtige team til opgaven, og er meget glad for at kunne byde velkommen til Jesper Breum. Jesper Breum har de seneste 5,5 år været CFO hos e-Boks og har tidligere bl.a. haft stillinger som CFO hos Falck Healthcare og Epinion
”Jesper Breum kommer ikke bare med en uhyre stærk finansiel erfaring og baggrund fra store virksomheder, der har undergået stor udvikling og mange forandringer. Han brænder også selv for idræt og bevægelse og forstår, hvordan DGI Byen kan få en endnu større rolle, når det gælder byens sundhed og velbefindende. Vi er meget glade for at have fået ham med ombord,” siger Michael Stensbøl.
Susanne Dam udnævnt til Division Director i DGI Byen
Susanne kommer med relevant erfaring fra sundheds-og livsstilssektoren. Senest har hun haft rollen som Business Development Manager hos SATS, og hun har tidligere bl.a. været hos Egmont i 11 år som Marketing og Brand Development Manager. Susanne glæder sig til at starte i sin nye stilling, hvor hun kan kombinere hendes erfaring inden for Brand-Marketing, forretningsudvikling og kundeoplevelser.
”Jeg er meget motiveret af DGI Byens nye vision om at skabe et kraftcenter inden for sundhed og livskvalitet. Den rejse som DGI Byen er på, er meget inspirerende, og jeg glæder mig til at skulle være en del af en spændende fremtid. Min nye stilling er vidt favnende med et kommercielt udgangspunkt, som både er strategisk, men også med operationelt ledelsesansvar. Jeg ser et stort potentiale i forretningsudviklingsområdet og digitaliseringsrejsen, så der ligger masser af spændende opgaver forud, som jeg glæder mig til at tage fat på sammen med mit team,” fortæller Susanne Dam
Om DGI Byen
DGI Byen er Københavns samlingssted for fritidsaktiviteter og arrangementer, der skal bidrage til bedre sundhed og livskvalitet for byens borgere. DGI Byen tager årligt imod over en million københavnere og turister. Placeret i det absolutte centrum af København og som nabo til Hovedbanegården består DGI Byen bl.a. af Øksnehallen, Vandkulturhuset, CPH Hotel og det femstjernede CPH Conference. www.dgibyen.dk.
For yderligere spørgsmål:
Line Højgaard Jensen, DGI Byen
Mobil: +45 27 26 50 31, E-mail: lhj@dgibyen.dk
Læs mere om CPH Conference – klik her.