KATEGORI: Partnernyheder

Konditorelev, Severin: “Jeg håber gæsterne får fornemmelsen af, at det er en super fed arbejdsplads”

6. November 2023
Ditte Rønne Jakobsen

Vi har interviewet konditorelev Lærke på Severin i Middelfart om en inspirerende arbejdsplads, et overdådigt kagebord med fem nye kager dagligt og hendes deltagelse i Gastronomisk Underground.

Severin er et konferencecenter, som arbejder ambitiøst med CSR, heriblandt socialt ansvar. De har gjort det til deres mission at hjælpe mennesker i job blandt andet via lærepladser og praktikpladser. Udover de mange Severinere, du møder hver dag på Severin, har de fire faste praktikpladser, som kursuscenteret stiller til rådighed for Middelfart jobcenter.

Lærke har været konditorelev på Severin i snart et år og er færdiguddannet i 2026. Vi har interviewet Lærke for at høre lidt mere om hendes arbejdsplads, og hvad du kan forvente som mødegæst.

Hvordan fandt du frem til at blive konditorelev på Severin?

Lærke: Jeg søgte en læreplads som konditor i forbindelse med min uddannelse, og jeg ville rigtig gerne på et hotel eller et konferencecenter, fordi jeg tænkte, der ville være større frihed, end der er for eksempel i en butik eller et bageri. Jeg ville også gerne finde et sted, hvor jeg var en del af noget større, og hvor man kan samarbejde på kryds og tværs.

Lærke er ikke selv fra Middelfart men søgte lærepladser i området. Severin var hendes favorit, da hun havde hørt så godt om konferencecenteret.

Hvad inspirerer dig i din hverdag?

Lærke: “Vi er to udlærte konditorer udover mig som elev. Det er motiverende, at vi altid kan komme med inputs til hvad, vi skal lave, og så er jeg med hele vejen fra idéfasen til planlægningen og eksekveringen. Der er stor frihed til at udvikle sine kompetencer, og vi må bruge køkkenet efter arbejdstid, så nogle gange har jeg eksperimenteret med nogle af mine egne kagekreationer. Jeg lægger meget vægt på min pynt på kagerne og arbejder på at blive endnu bedre til at udvikle nye smagsvarianter.”

“Vores populære kagebord på Severin har altid fem forskellige kager om dagen. Det betyder, at jeg både får lov at kombinere sæsonens råvarer i forskellige kager så de følger sæsonerne, og samtidig at en gruppe til konference ikke får serveret de samme kager flere dage i træk.”

Har I en klar strategi eller et mål i køkkenet?

Lærke: “Ja, vi skal handle så dansk og lokalt som muligt. Vi har endda et motto på Severin om at smage på Lillebælt, når du besøger os. Et par eksempler på dét er, at vi bruger honning fra lokale biavlere i Middelfart og vores mel i bagværket er også fra lokale leverandører… så økologisk og lokalt som muligt.”

Severin har endda plantet nye vilde haver med rigt insektliv og er certificeret med “Det Økologiske Spisemærke i Bronze”, som betyder at vi benytter 30-60% økologiske råvarer.

Du deltog i Gastronomisk Underground i oktober i år, kan du fortælle lidt om det?

Lærke: “Jeg deltog i gastronomisk Underground for første gang i oktober, og det var en super god oplevelse. Der var ca. 40-50 mennesker som fik serveret en 3-/4-retters menu uden at vide på forhånd, hvad de skulle have – men hvor vi, der lavede retterne, skulle eksperimentere med særlige ingredienser.

Denne gang var det overordnede tema ”Havet i oprør”, og jeg stod for desserten sammen med min veninde. Vi lavede tang-is med søl (dansk rødalge), dansk tang, en lækker moussekage med havtorn og fyldte chokolader. Jeg havde også medbragt min dehydrator hjemmefra til at lave flot frugtlæder. Vi gik altså all-in på temaet og fik rigtig flotte kommentarer fra gæsterne. Jeg deltog for at udfordre og udvikle mine kompetencer, så det er dejligt at kunne tage den erfaring med på job på Severin.”

Hvad håber du på, at gæsterne tager med hjem, når de har besøgt Severin?

Lærke: “Jeg håber personligt, at de får fornemmelsen af, at det er en super fed arbejdsplads, og det er også helt klart en del af den feedback, vi får tilbage fra gæsterne. Så håber jeg også, at vores gæster har haft så god en oplevelse, at de får lyst til at anbefale Severin til andre i deres netværk.”

Tak til Lærke Sørensen for at gøre os klogere på Severin. Er du blevet inspireret til at holde dit næste arrangement på Severin? Så læs mere om mødefaciliteter her på deres profil hos Danske Konferencecentre eller gå til Severin´s website her.

 
INDHENT TILBUD TIL DIT NÆSTE ARRANGEMENT? – UDFYLD FORMULAREN, SÅ KONTAKTER VI DIG