Nyborg Strand giver kaffen på de fynske varmestuer
Kirkens Korshærs fire varmestuer på Fyn er blevet udstyret med automatiske kaffemaskiner og gratis kaffe til alle varmestuernes brugere. Tiltaget er en del af et stærkt samarbejde mellem Nyborg Strand og Kirkens Korshær.
En god kop kaffe er meget mere end blot en drik. Den er en katalysator for varme, nærvær og gode samtaler. Den kan bringe mennesker sammen og for de mange daglige besøgende på Kirkens Korshærs fire fynske varmestuer udgøre en kærkommen pause og et strejf af normalitet i en udfordrende hverdag. Derfor er det lige præcis kaffe, som Nyborg Strand har valgt at centrere en del af bidrag til varmestuerne omkring.
Et stærkt samarbejde og et fælles ønske om at gøre en forskel i samfundet
Nyborg Strand og Kirkens Korshær har siden starten af 2023 haft et tæt samarbejde, der startede med etableringen af sommercamps for udsatte børnefamilier, som nu er blevet et fast projekt de næste fem år. Derudover engagerer Nyborg Strand sig i et nyt projekt i Kirkens Korshær hvert år, hvor de gennem forskellige aktiviteter som udlejning af digitale navneskilte og loppemarkeder samler midler ind, som er med til at gøre en forskel for de mest udsatte i samfundet. I år er fokus rettet mod Kirkens Korshærs fynske varmestuer, som nu kan nyde godt af god kaffe på Nyborg Strands regning i foreløbig halvandet år.
Det betyder utrolig meget for både os i Kirkens Korshær og ikke mindst de mange brugere, der har deres daglige gang i vores fynske varmestuer, at de nu kan nyde gratis kaffe under deres besøg. Indtil nu har de skulle betale et lille beløb pr. kop kaffe, men når pengene i forvejen er små, gør det en stor forskel. Samtidig sparer de automatiske kaffemaskiner vores personale for mange timers arbejde med at brygge utallige liter kaffe manuelt. Den tid kan vi nu bruge på borgerne, fortæller chefkonsulent i Kirkens Korshær og leder af varmestuen på Østergade i Odense, Heinz Wolf.
Det er direktør på Nyborg Strand, Jan G. Larsen, der står i spidsen for ”projekt gratis kaffe” og som fik ideen til, at det lige præcis var her, hotellet kunne være med til at gøre en forskel under et besøg på varmestuerne tidligere på året.
Under vores første besøg på to af de fynske varmestuer fik jeg hurtigt den tanke, at vi kunne gøre en forskel gennem kaffe – for jeg kunne se, hvor mange af brugerne, der sad med en kop foran sig, som de lige havde betalt for. Derfor rakte jeg straks ud til en god samarbejdspartner og undersøgte muligheden for, at de stillede gratis automatiske kaffemaskiner til rådighed, hvis vi betalte for kaffen. Den var de hurtige til at se værdien i og takkede straks ja til at blive en del af samarbejdet. Det er jeg enormt stolt af – og samtidig viser det tydeligt, hvor langt vi kan komme med en fælles indsats og mindset, fortæller Jan G. Larsen.
Nyborg Strands samarbejdspartner stiller foreløbigt gratis kaffemaskiner til rådighed i foreløbig halvandet år og tager sig samtidig af al service og tilsyn i perioden.
For spørgsmål kontakt venligst:
Jan G. Larsen på jgl@nyborgstrand.dk eller 30615002
Heinz Wolf h.wolf@kirkenskorshaer.dk eller på 28103196
For booking kontakt Danske Konferencecentre her! Læs mere om Nyborg Strand her og se deres mødefaciliteter!