KATEGORI: Partnernyheder

One-stop-shop for konferencekunder er en stor succes

4. October 2017
Ditte Rønne Jakobsen

PRESSEMEDDELELSE

One-stop-shop for konferencekunder er en stor succes

Det generelle økonomiske opsving har i den grad også ramt sammenslutningen Danske Konferencecentre, der består af nogle af landets bedste, uafhængige møde- og konferencesteder. Sammenslutningens rådgivnings- og salgskontor, der hjælper mødebookere med planlægning og booking af møder, kurser og konferencer, har øget sin omsætning med hele 80 pct. i årets første ni måneder sammenlignet med 2016. Antallet af partnere er nu på 85 og stadigt stigende.

Når det regner på præsten, så drypper det på degnen, lyder et gammelt ordsprog. Præsten er i dette tilfælde dansk erhvervsliv, der for alvor har fået gang i væksten efter finanskrisen. Og dermed også i mødeaktiviteten. For degnen er Danske Konferencecentre, en sammenslutning af 85 af Danmarks bedste, uafhængige møde- og konferencecentre.

Mange alternativer til de store kæder

“En omsætningsfremgang på 80 pct. og et rekordhøjt antal partnere vidner om generelt gode tider hos virksomhederne. Men også om, at Danske Konferencecentre for alvor har fået fodfæste som en uundværlig sparringspartner og serviceorganisation for mange virksomheder og deres mødebookere”, mener direktør Marlene H. Sylvester-Hvid.

“Det skyldes især diversiteten blandt vores partnere, som både omfatter store konferencecentre og mindre, utraditionelle mødesteder. Det gør os, og ikke mindst vores partnerkreds, til et godt alternativ til de store hotelkæder, hvor ensretning som regel er en dyd,” vurderer hun.

Nem og landsdækkende service

Mange af kunderne hos Danske Konferencecentre er trofaste og bruger ofte sammenslutningens bookingservice, når de skal arrangere møder, konferencer og events. Én af dem er chefsekretær hos it-koncernen KMD, Tove Brygger Lund, der også sætter pris på at kunne tilbyde sine kolleger over hele landet alternativer til de mere almindelige konferencecentre.

“Og så er det nemt. Få timer efter, at jeg har forklaret dem, hvilket arrangement jeg skal afholde, har jeg 4-8 tilbud fra forskellige konferencecentre, og så er det bare at tage en beslutning. Det sparer mig afsindig meget tid, at jeg er anonym i forhold til konferencestederne og ikke selv skal ringe rundt, forklare det samme flere gange og følge op,” siger hun.

Fordi KMD har lokationer i både Aalborg, Aarhus, Odense og København, booker hun arrangementer over hele landet og til alt fra få deltagere til flere hundrede.

Også godt til særlige behov

Også økonomichef Stig Jensen hos HH Simonsen, der producerer hårstyling-redskaber og -produkter, sætter pris på den landsdækkende og hurtige service: “Vi afholder kurser på skiftende lokationer over hele landet, og med en central bookingservice slipper jeg for selv at bruge tid på at søge på alle mulige steder, indhente tilbud osv. Dertil kommer, at vi ofte har nogle lidt specielle behov og krav til vores kursussteder, fordi vi blandt andet skal kunne klippe og style hår, men det er heller ikke noget problem,” forklarer han.

Direktør Marlene H. Sylvester-Hvid glæder sig over, at Danske Konferencecentre kan tilbyde stadigt flere alternativer til virksomhedernes mødebookere. Hun forventer, at antallet af partnere runder 100 inden årsskiftet. “Det skyldes ikke alene, at sammenslutningen genererer god omsætning til partnerne, men også at vi faciliteter videndeling, netværk og efteruddannelse i partnerkredsen. Til trods for, at der er tale om konkurrerende virksomheder, får de stort gensidigt udbytte af fællesskabet,” vurderer hun.

For yderligere oplysninger se Danske Konferencecentre her og kontakt gerne Marlene H. Sylvester-Hvid på 2677 1832.

Om Danske Konferencecentre

Danske Konferencecentre blev stiftet i 1990 med det primære formål at formidle kontakt mellem kunder, der ønsker at afholde møder, konferencer og andre større arrangementer hos de nøje udvalgte konferencesteder i partnerkredsen. Danske Konferencecentre yder gratis, hurtig og uforpligtende rådgivning og planlægningsservice og har nu 85 partnere over hele landet.

 
INDHENT TILBUD TIL DIT NÆSTE ARRANGEMENT? – UDFYLD FORMULAREN, SÅ KONTAKTER VI DIG