Hotel Koldingfjord kåret som ”Danmarks bedste hotel uden for hovedstaden”
Det har været en begivenhedsrig tid for Hotel Koldingfjord. Først havde de besøg af USA´s 44. Præsident Barack Obama og dernæst blev hotellet kåret til ”Danmarks bedste hotel uden for hovedstaden” til Danish Travel Awards 2018.
Stemningen var i top på Hotel Koldingfjord, da Barack Obama tjekkede ind på hotellet den 27. – 28. september 2018, og nu har humøret fået endnu et hak op ad, efter Hotel Koldingfjord er kåret som ”Danmarks bedste hotel uden for hovedstaden”.
Det tidligere julemærkesanatorium i Kolding, der siden 1990 har været hotel, blev onsdag i sidste uge kåret til ”Danmarks bedste hotel uden for hovedstaden” ved Danish Travel Awards. Her var 350 mennesker fra den danske rejsebranche samlet til prisuddeling i Cirkusbygningen i København. En prisuddeling, som rejsemagasinet Standby.dk, for 24. gang stod bag og uddeler priser til blandt andet bedste rejsebureau, flyselskab og bedste hotel i hovedstaden og uden for hovedstaden. Der var 25 hoteller udvalgt til konkurrencen “Danmarks bedste hotel uden for hovedstaden”, hvor Hotel Koldingfjord var i finalen sammen med Hindsgavl Slot og Marienlyst Strandhotel.
Kort om Hotel Koldingfjord
Hotel Koldingfjord ligger ved fjorden omkranset af fredskov. Hotellet er opført som Danmarks første julemærkesanatorium i perioden 1907-1911, og frem til 1960 fungerede bygningerne som sanatorium for børn ramt af tuberkulose.
Fra 1988 til 1990 blev de fredede bygninger renoveret og ombygget, og i 1990 åbnede hotellet, der i dag har 132 værelser og konferencefaciliteter til 300 personer.
Vi ønsker Hotel Koldingfjord stort tillykke med titlen – læs mere om deres mødefaciliteter her.
Foto: Beviset, diplom og en prisstatuette i hænderne på den stolte Direktør Peder J. Madsen + Hotel Koldingfjord set fra Fjorden.
Foto: USA´s 44. præsident Barack Obama og ledergruppen fra Hotel Koldingfjord