KATEGORI: Partnernyheder

Planner Days sætter alle sanser i spil

19. February 2019
Ditte Rønne Jakobsen

Til maj samler Planner Days for fjerde gang landets mest ambitiøse mødeplanlæggere og -rådgivere, og denne gang bliver det med sanseoplevelser som fokus. Fremtidens møder skal nemlig dufte bedre, lyde bedre og føles bedre.

Når vi går til møder, er det for at få noget med hjem. Enten ved at lære noget nyt, udvide netværket eller blive inspireret. Men nogle gange, får vi ikke nok ud af at tage til konference. Ved at stimulere mødedeltagernes energi og sanser kan man øge effekten af møder. Derfor er det overordnede tema for Planner Days 2019 `Sanselige Møder´.

Se program her.

”Vi mennesker oplever verden gennem alle vores sanser. Og der er så mange flere ting, der spiller ind på effekten af en mødeoplevelse end lokalerne og indholdet. Vi vil gerne at fremtidens møder kommer til at dufte bedre, lyde bedre og føles bedre”, siger Lars Hajslund, der er direktør i konsulentfirmaet N:O:W og medarrangør på Planner Days.

Konferencer går for nemt i glemmebogen

Planner Days finder sted den 21. – 22. maj 2019, når mødebookere og -planlæggere fra hele Danmark mødes på Sydfyn i området omkring Svendborg. Deltagerne får faglig viden og inspiration til hvordan de kan øge effekten af konferencer og events gennem sanseoplevelser, som udover at gøre møderne mere mindeværdige, også har positiv indvirkning på mødedeltageres energi, motivation og læring. 

”Når undersøgelser viser, at belysningen på sygehuse, kan have betydning for, hvor hurtigt patienter kommer sig, hvorfor skulle belysningen i mødelokalerne, så ikke have betydning for mødedeltageres indlæring? Mindeværdige møder er møder, som inkluderer alle sanserne”, siger projektchef Stine Nybo fra OrgaNicer, som også er medarrangør af Planner Days.

Fageksperter og mødeprofessionelle taler sammen

Når Planner Days i år afvikles for fjerde gang, bliver det med mere end 100 mødeplanlæggere og -rådgivere. Interessen for arrangementet er stor og mange professionelle mødeplanlæggere har allerede søgt om deltagelse. Der er et begrænset antal pladser, og alle ansøgninger vurderes, så kun de, der lever op til de faglige krav, får lov at deltage. Hvis man ikke vil tage chancen og ansøge om en plads, er det også muligt at sikre sig en plads ved at betale for deltagelse.

Årets program er en kombination af faglige oplæg, netværk og hands-on træning. Deltagerne kommer bl.a. til at møde en fremtidsforsker, der kaster lys på de tendenser, som kan få mest indflydelse på møder i fremtiden, en sexolog, der giver svar på hvordan man bedst taler til sine mødedeltagere og ikke mindst et par erfarne eventmagere, som deler ud af egne erfaringer indenfor kommunikation, sociale medier og facilitering af møder.

”Mødedeltagere har aldrig før haft så store forventninger til unikke og mindeværdige oplevelser. Det betyder at mødeplanlæggere og -stederne i langt højere grad skal arbejde sammen og være hinandens partnere i fremtiden, for at udvikle møderne. De skal være langt bedre til at udfordre hinanden. Det får de mulighed for på Planner Days, hvor alle er samlet”, siger Marlene H. Sylvester-Hvid, direktør i Danske Konferencecentre, som også er medarrangør af Planner Days. 

Det er en række partnere, venues og attraktioner på Sydfyn, som danner ramme om Planner Days 2019, som igen i år arrangeres af Danske Konferencecentre, N:O:W og OrgaNicer. Arrangementet finder sted i området ved Svendborg den 21. – 22. maj.

Læs mere på www.plannerdays.dk

 
INDHENT TILBUD TIL DIT NÆSTE ARRANGEMENT? – UDFYLD FORMULAREN, SÅ KONTAKTER VI DIG