Kapitel 14: Jeg kan ikke gøre det uden jer

En uge og fem dage inden salgsmødet.

Mødelokalerne hos Baum Coffee var en smule små at sidde i. Men de store vinduer bød på masser af solskin og frisk luft, og de farvede vægge gjorde rummet levende. 

Det var egentlig meget hyggeligt, syntes Tine.

Noget knap så hyggeligt var det møde, hun sad midt i. 

Tine havde aldrig haft en følgegruppe selv. Men når hun søgte råd om dem på nettet, fandt hun kun ildevarslende svar: De blander sig for meget. De vil bestemme alting. De forstår ikke, at beslutningerne er på dit bord.

Hun var lykkelig for, at Mary havde sagt ja til at være med i gruppen. For Mary, der nu sad ved hendes højre hånd, var den eneste, der ikke støjede. 

“Hvad blev der af den der ginbar?” spurgte Victor. “Det ku’ da være fedt at få en lille skid på – og så med stil.” Han havde lænet sig godt tilbage i sædet med hænderne i siden, så hans albuer skød ud. 

Behøver han altid at puste sig sådan op? tænkte Tine. Hans mund fylder rigeligt i forvejen. Men hun sagde det ikke højt.

“Ginbar? Vad om oss, som inte dricker alkohol?” lød det fra den lange ende af bordet. Det var Elias, der talte fra skærmen på en tablet. Vores topsælger i Sverige, huskede Tine Niels sige til hende. 

Tine talte ekstra højt og ekstra langsomt, da hun svarede Elias. Så højt og langsomt, at Mary skar en grimasse.

“Ledergruppen besluttede sig for kursusstedet i går. De valgte ikke det sted med ginbaren. Men der kommer andre gode overraskelser – også uden alkohol. Bare vent at se!”

“Jeg kender en ret fed tryllekunstner, der kan stå for underholdningen,” indskød Victor. Måske kan han trylle en ginbar frem til os!”

Han grinede højt. Elias grinede højere. 

“Alchohol och magi,” grinede svenskeren og rystede på hovedet fra skærmen. “Typiskt den danska arbetskulturen.” 

Norske Olav forsøgte også at sige noget fra skærmen ved siden af. Hans lyd var forsinket, og gruppen modtog kun nogle brudstykker af den: “Ja… nei… det är bra… vi…“ 

“Du hakker, Olav. Kan du tjekke din forbindelse?” spurgte Tine. Men inden længe var den norske repræsentant stivfrossen på skærmen. 

“Hør nu her, venner,” lød det fra Victor. “Vi ses så sjældent på tværs af afdelingerne. Og I skal rejse så langt. Vi skal da more os!”

“I skal nok få en fest,” lovede Tine. “Det bliver sjovt og lærerigt. I får noget at rejse for. Men det bliver altså uden ginbar.” 

Victor trak på skuldrene og skulle til at foreslå noget nyt. 

Men så brød Mary ind i samtalen: “Måske skulle vi give Tine en chance for at fortælle os, hvad vores roller i det her egentlig er. Hvad skal du bruge følgegruppen til, Tine?” 

“Jamen, egentlig bare lidt sparring,” svarede Tine. “Lidt hjælp til at sørge for transport, underholdning og den slags. Men altså mest sparring – ”

“Det er jo også bare det, vi prøver på – at sparre,” afbrød Victor. “Hvis du ikke kan lide vores input, kan du jo bare vælge dem fra.” 

“Why don’t we start over?” spurgte Mary med et anstrengt smil. “Nu har vi siddet her i et kvarter, og vi er stadig ikke kommet videre. Måske en espresso vil hjælpe os i gang, Victor?” 

Victor fnøs. “Fint. Men jeg vælger bønnen.” Han rejste sig fra sin plads og forlod mødelokalet. 

“Ses om en liten stund,” sagde Elias. Han rejste sig også. 

Olav var stadig stivfrossen på sin skærm. 

Lige så snart Victor havde lukket døren, vendte Tine blikket mod Mary og hviskede: “Hvorfor er han altid så pisse irriterende? Det er som om, han modarbejder alt, jeg prøver på at gøre! Han er bare sådan en… en – ”

“A vicious villain?” foreslog Mary, og Tine kvalte et grin. “Bare rolig, Tine. Jeg ved præcis, hvad du skal – ”

“Hallo,” lød det fra den ene tablet, hvor Olavs ene hånd vinkede frem og tilbage. “Kan dere høre meg nå?” 

Tine rettede sig op i stolen og skiftede toneleje. “Klart og tydeligt, Olav! Godt at se, du fik fikset forbindelsen!”

“Ja,” grinede Olav. “Det virket ikke. Men nå fungerer det plutselig.” 

Mary og Tine grinede med.

“Men det er noe jeg vil snakke om.” fortsatte Olav. “Det er litt vanskelig å komme og si noe til møtene. Det er ofte sånn, når vi er sammen med danskene. Nå er dere tre dansker, men vi er bare en fra Sverige og en fra Norge.”

“Olav har fat i noget,” tilføjede Mary. “Jeg oplevede det samme, da jeg var ny her. Denne arbejdsplads er ikke ligefrem super inclusive. Men det er også svært at høre dig uden forbindelse!”

Nordmanden grinede høfligt.

Tine tænkte en ekstra gang over det, han lige havde sagt: Hvis de ofte føler sig udenfor til små møder som dette, hvordan vil det så gå til det store salgsmøde? 

Så sagde hun: “Nu hvor der forbindelse igen, skal jeg nok prøve at styre ordet lidt, så alle får taletid.” 

Olav nikkede fra skærmen.

“Vi holder lige pause,” fortsatte Tine. “De andre er ude og hente kaffe, og så er vi igang igen om fire minutter.” 

Olav forlod skærmen for at gøre det samme. 

I samme øjeblik rejste Mary sig op og mutede begge tablets. Så sagde hun til Tine: 

“Victor er irriterende, I know. Men hvis du kan tøjle ham, så følger resten af afdelingen trop. Alle ser op til ham – også vores norske og svenske venner. Han er trods alt topsælger.”

“Shh” tyssede Tine med en pegefinger for munden. Hun nikkede med øjnene mod den dør, Victor lige var gået ud af. “Hvad foreslår du, jeg gør?” spurgte hun så stille, hun kunne. 

“Prøv at give dem noget ansvar, så de føler sig vigtige,” svarede Mary uden at hviske det mindste. “Det hedder buy in, Tine, og det virker!” 

Et øjeblik senere vendte Elias og Olav tilbage til hver sin skærm, og Mary tændte for lyden igen.

Så gik døren op.

Victor trådte ind med en bakke i favnen, der var fuld af kaffekopper. 

“Napolitano til alle,” sagde han og gik en runde om bordet for at dele ud. Han placerede en kop foran hver tablet. “Ja, Jeg fik ikke lige spurgt jer om, hvad I kunne lide. Men jeg gættede på, at I havde god smag ligesom mig.” Han blinkede til begge skærme med et skævt smil,

Tine kunne ikke lade være med at fnise over de fyldte kaffekopper foran de to tablets. Han er anstrengende, men han har i det mindste humor, tænkte hun.

“Napolitano er helt klart den beste! Mye bedre enn de to andre typene,” svarede Olav. Elias nikkede og sagde: “Jeg dricker samme sak. Bra val!”

Tine tog notits af kommentarerne. Er holdningen til vores produkter den samme i alle tre lande? tænkte hun. 

Men så afbrød Victor hendes tankestrøm.

“Mens jeg hentede kaffe til os, tænkte jeg på, om der er helt styr på budgettet.” sagde han og kiggede på Tine. “Ellers kan du jo genbruge arket fra mit kickoff.”

Hun kiggede op fra computerskærmen. 

“Budget?” gentog hun. “Jamen dit ark matcher ikke rigtig de ting, jeg planlægger – UH!”

Pludselig mærkede Tine en spids sko prikke i sit skinneben. Mary stirrede på hende med et løftet øjenbryn. 

“Uh, øhh… Udmærket,” fortsatte Tine. “Dit budget havde faktisk nogle udmærkede poster, som jeg kunne bruge – underholdning, ekstra drikkevarer. Det havde jeg ikke tænkt på selv!”

Hun forcerede et smil, og Victor smilede tilbage. 

Tine bemærkede noget ved Victors smil. Hun syntes ikke, det havde den samme selvfedenhed over sig, som det plejede at have, når han smilede. Det virkede oprigtigt. 

“Tine skulle fortælle os om, hvorfor vi er her  i dag,” indskød Mary. “Lad os give hende ordet lidt, shall we?”

Og endelig blev der ro i mødelokalet. 

“Tak, Mary,” sagde Tine. “Jeg er blevet sat til at planlægge noget stort og vigtigt. Det kan jeg ikke klare alene. Jeg skal bruge jeres hjælp. Mary er med i gruppen, fordi hun er rigtig godt inde i de salgsteknikker, I allerede bruger.” 

Hun holdt en lille pause og tænkte: Hvad skulle jeg gøre uden Mary? Egentlig havde hun taget Mary med, fordi hun stolede på hende. Idéen med en følgegruppe havde virket ret intimiderende. 

“I andre – Victor, Elias og Olav – I kender kollegerne i jeres afdelinger rigtig godt,” fortsatte Tine. “Og det er jo dem, det handler om. Jeg har brug for jeres ekspertise til at nå dem.”

Og så fortalte hun om situationen på lageret og behovet for at ændre salget. Hun fortalte om møderne med ledergruppen og de kriterier og ønsker, hun havde opstillet. Og hun fortalte om målet for return on investment, hvor alle sælgere skulle finde to nye kunder indenfor en måned. 

“Det låter väldigt professionelt,” lød det fra Elias. “Jag gillar det.”

Så fortalte Tine om Godset. 

Hun lagde vægt på, hvor vildt man kan feste ude på landet, hvor der ikke er nogen sure naboer. Hun forklarede, at de ville få en hel afdeling for sig selv, så de slap for at rende ind i udefrakommende kursister. Og hun beskrev det store flisegulv i Godsets lade, hvor jazzbandet skulle spille. 

“Jazz?” gentog Victor. “Er der nogen her i firmaet, der virkelig gider høre jazz?” 

“Ja, vi tænkte, at et liveband kunne være en god idé,” forklarede Tine. “Men det kunne faktisk være en hvilken som helst genre. Det er jo jer, der kender afdelingerne. Hvad lytter de til?”

“Jeg tror det blir veldig kult med jazz. Vi har mange musikkelskere her,” sagde Olav.

Og Elias bakkede ham op: “Samme här. Jazz är cool i Sverige.”

Bump. 

“Arj, venner, hør nu her,” sagde Victor og bankede i bordet. Det var ikke et hårdt slag, men lige akkurat højt nok til at give ham al opmærksomheden uden at skræmme nogen.

“Vi skal have musik, vi kender,” fortsatte han. “Danskerne kommer i hvert fald ikke ud på dansegulvet uden popmusik.” 

Tine bemærkede, hvordan Olav pludselig blev meget stille på skærmen. Hun sendte et fortabt blik til Mary, som skyndte sig at sige: 

“Well, Vi behøver jo ikke høre jazz hele natten. Festen fortsætter jo, når bandet er færdige med at spille.” 

Og Tine greb hurtigt bolden. “Ja, det er rigtigt. Og jeg aner ikke, hvad jeg skal sætte på. Er der en af jer, der kan lave en playliste, vi kan bruge?”

“Det står jeg gerne for,” svarede Victor. 

“Perfekt, Victor,” sagde Tine og fortsatte til næste punkt.

“Vi skal også bruge noget underholdning om morgenen på dag to. Et sjovt indslag på et kvarters tid, der kan få folk ud af sengen. Olav, Elias – kan det være en af jer to?”

Olav vinkede bag skærmen. “Jeg kan gjøre det!” 

Han var begyndt at hakke en smule igen, så Tine takkede ham et par gange for at være sikker på, at han hørte det.

Så spurgte hun forsamlingen ”Hvad tænker I ellers om salgsmødet? Tror I, jeres kolleger bliver glade for det?” 

“Så genomtänkt ett möte kan bara vara bra.” svarede Elias. 

Olav hakkede stadigvæk, men han så ud til at nikke.

“Ja, det er ret fedt,” sagde Victor. “Ikke det samme som de femstjernede hoteller med disko dasko, vi plejer at være til. Men ret fedt.”

Tine lagde mærke til, at Victor ikke længere havde armene i siden – de hvilede roligt på bordkanten. Og hans smil havde samme oprigtighed som lige før. 

Hun kiggede rundt på gruppen. For tyve minutter siden var hun ved at give op på opgaven. Nu følte hun sig bakket op som aldrig før. 

Hun fik øjenkontakt med Mary og tænkte: Det der buy in er slet ikke tosset. 

“Jeg er glad for, at I kan lide det,” sagde Tine. “Nu mangler jeg bare, at alle tre salgsafdelinger synes det samme. Og jeg kan ikke gøre det uden jer. Victor, Elias, Olav – kan I pitche salgsmødet for dem?”

Hvad har du lige læst?

Det er ikke alle, der har lige gode erfaringer med følgegrupper. 

Men det har typisk noget at gøre med forventningerne. 

Start ALTID med forventningerne. Forklar gruppen, hvorfor den er blevet oprettet. Hvad skal de enkelte medlemmer? Hvad er deres roller?

Når du sørger for, at alle føler sig vigtige, så køber de pludselig ind på projektet. Og gør du det rigtigt, smitter det af på mødedeltagerne. 

Det er her, din følgegruppe får størst værdi.

Hvorfor det?

Fordi deltagerne vil komme til at glæde sig. 

Det får dem til at samarbejde med dig. 

Og forestil dig lige, hvor mange timers arbejde du sparer med at indstille forventninger.

Du kan få så meget ud af en følgegruppe, hvis du bruger den rigtigt. 

Læs her hvordan: Få det bedste ud af din følgegruppe