Virksomhederne booker konferencer i stor stil på trods af inflation og recessionsfrygt
Fra en brancheorganisation og et konferencecenter lyder det, at virksomhederne fortsat finder et stort behov for at mødes fysisk. Samtidig bliver der ikke sparet på traktementet.
Forfatter: ASGER SKOVDAL JEPSEN
I en tid med skyhøj inflation og frygt for, om dansk økonomi står over for en recession, må flere virksomheder spænde livremmen ind og kigge budgetterne nøje igennem. Men hvis der er en ting, virksomhederne ikke sparer penge på, er det konferencer på hoteller og konferencecentre. Det er budskabet fra Marlene Sylvester-Hvid, der er direktør for foreningen Danske Konferencecentre, som repræsenterer over 100 møde- og konferencecentre landet over.
»Det går bedre end nogensinde. Det er virkelig vildt. Vi havde rekord sidste år, og det havde vores partnere også. Så konferencekulturen er i fuld firspring,« siger Marlene Sylvester-Hvid.
Hun forklarer, at Danske Konferencecentre sidste år bookede møder for 143 mio. kr. for deres partnere, og at foreningen skal helt tilbage til finanskrisen i 2008 for at se bedre tal. Her blev der booket for 168 mio. kr. Danske Konferencecentre oplever også, at virksomhederne i starten af 2023 har været ivrige med at planlægge konferencer hos hotellerne.
»Vi har eksempelvis fået stablet møder og arrangementer op til langt inde i efteråret. September er nærmest udsolgt, vil jeg sige. Det er altid en god måned for os, men at den fyldes så hurtigt op, det er sjældent set,« siger Marlene Sylvester-Hvid.
Mere mad og drikke
Det kan virke paradoksalt, at virksomhederne i inflationstider vælger at bruge mange penge på at booke konferencer og møder på hoteller. Men en forklaring kan ligge i, at virksomhederne efter coronapandemien oplever et efterslæb i behovet for at mødes i nogle fysiske rammer og drøfte, hvad der sker i forretningen.
Det mener Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring på Aalborg Universitet, og som har indgående kendskab til møde- og konferencemarkedet gennem diverse bestyrelsesposter i flere private virksomheder. Han forklarer, at selv om de mange digitale chat- og møderedskaber som Zoom og Microsoft Teams, der fandt stor anvendelse under coronapandemien, var fremragende for virksomhedernes møder i hverdagen, kan de på den korte bane ikke erstatte de større, klassiske konferencer, der giver mulighed for at samles både fagligt og socialt.
»Folk kan ikke kapere, at vigtige konferencer og arrangementer foregår online. Du har sikkert også selv været i en situation, hvor du har lyttet til noget online og haft en oplevelse af, at 40 minutter kører fint. Op til to timer kan du også overleve det. Men vi kan ikke sidde der hele dagen,« siger han og tilføjer:
»Vi bliver ukoncentrerede og trætte af det, og man savner snakken i pauserne, som også har en værdi. Derudover savner man dialogen.« Marlene Sylvester-Hvid er enig. Foreningens samarbejdspartnere er i stigende grad optagede af, at hotellerne og konferencecentrene skal skabe rammerne for de sociale aspekter af konferencer og møder, fortæller hun.
Ifølge branchedirektøren er flere hoteller eksempelvis begyndt at inddrage naturen i konferencerne gennem gåture og aktiviteter udendørs med et formål om at få mere energi. Derudover inkorporerer man i højere grad forskellige teambuilding-øvelser for at sørge for, at medarbejderne socialiseres bedre, lyder
det.
I den forbindelse gør det ifølge Marlene Sylvester-Hvid ikke noget for virksomhederne, at hotellerne og konferencecentrene har en vis kvalitet – både hvad angår lokaler og udstyr, men især også på forplejningen. »Vi ser, at når virksomhederne er afsted, nøjes man ikke bare med en torettersmenu. Der bliver opgraderet på menuerne, og der bliver i den grad også opgraderet på drikkevarer,« siger hun.
Ikke som finanskrisen
Et af de hoteller, der kan nikke genkendende til den høje efterspørgsel på møder og konferencer fra virksomhederne, er Hotel Koldingfjord. »Jeg skal være ærlig at sige, at jeg var spændt på, hvordan det ville se ud, da vi kom ind i 2023. Jeg kan godt huske 2009, hvor vi i branchen annullerede,
annullerede og annullerede efter finanskrisen i 2008. Men det oplever vi altså overhovedet ikke. Tværtimod oplever vi gang i virksomhederne,« siger hotellets adm. direktør Peder Madsen.
Han fortæller, at hotellet per 1. februar 2023 var 10 pct. foran i forhold til hvad hotellet havde reserveret sidste år på samme tidspunkt. Ifølge Peder Madsen skyldes det, at der kommer flere gæster end tidligere.
»Det tror jeg er en udløber af, at vi alle sammen under corona er blevet vant til at bruge Teams og hvad det nu hedder alt sammen. Men når vi så skal mødes rigtigt, så mødes vi på et ordentligt konferencehotel. Det kan godt være, at det ser anderledes ud om en måned, men indtil nu kan vi ikke se andet, end at det ser lyst ud for branchen lige nu,« siger han.
Samtidig lægger Hotel Koldingfjord nu mere vægt på at give de besøgende virksomheder det, som hotellet kalder »værdifulde relationer«, fortæller Peder Madsen. Det indebærer både at have en tættere dialog med virksomheder, kunder og leverandører om, hvad udbyttet af det enkelte arrangement skal være, men det handler især om at sørge for, at de besøgende får en god oplevelse, når de booker
sig ind på hotellet. »Når der skal holdes et arrangement, når medarbejderne skal ud, så skal virksomhederne være sikre på, at det er godt, at det har en kvalitet, og at det ligger et ordentligt sted,« siger Peder Madsen.
Er det passende, at vi giver den gas?
Med de udmeldinger er det nærliggende at spørge, om fremdriften kan blive ved, eller om frygten for yderligere inflation og endda recession vil få virksomhederne til at genoverveje de dyre konferencer.
For Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet er svaret ikke så ligetil. Ifølge ham er der ikke nogen tegn på, at de mange bookinger på konferencecentre og hoteller vil stoppe lige med det samme.
Dog vil enkelte virksomheder være mindre tilbøjelige til at investere penge i konferencer på hoteller og centre, hvis inflationen i en længere periode forbliver høj, siger han.
»I krisetider, når medarbejdere begynder at blive fyret, når man er tilbageholdende med lønstigninger, når kunderne bliver ramt af prisstigninger, og samfundet generelt er økonomisk presset, vil der være virksomheder, som kigger på sig selv og tænker: ”Er det egentlig passende, at vi giver den gas nede
på restauranten?”« siger Per Nikolaj Bukh og tilføjer: »Det er simpelthen dyrt at afholde ting. Så det, man kan spare væk, det skal man spare væk.«
Danske Konferencecentres Marlene Sylvester-Hvid ser dog anderledes på tingene. Selv om de høje priser i øjeblikket udfordrer mange virksomheder, vil det ifølge hende ikke føre til et mindre forbrug hos hoteller og konferencecentre i den nærmeste fremtid.
»Jeg tror ikke, at virksomhederne på kort sigt kommer til at holde igen med at bruge penge på konferencer. Der har været en bekymring for strejke i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, men med de seneste aftaler, der er landet i flere brancher, er der nu skabt mere tryghed,« siger hun.
»Det er klart, at det på et eller andet tidspunkt må vende, for det kan ikke kun gå opad. Men vi ser ikke grund til at tro, at det sker lige foreløbigt,« tilføjer hun.
For Peter Madsens vedkommende ser markedet for konferencecentre og – hoteller lovende ud, især når virksomhederne lægger mere vægt på de sociale tilhørsforhold, der skabes ved dem. Og det er ting, som Hotel Koldingfjord bestemt kommer til at fokusere mere på, fortæller han.
»Ordet ”relationer” bliver en overskrift for fremtidens virksomhedskonferencer
– og for konferencemarkedet i sig selv,« afslutter han