Det tårnhøje helvede: Crowne Plaza Copenhagen Towers og COPENHELL indgår strategisk partnerskab
Efter et to-årigt pilotsamarbejde med Smukfest, som havde til formål at øge IHG-hotellets brand awareness i det jyske marked, slår Crowne Plaza Copenhagen Towers nu pjalterne sammen med rock- og metalfestivalen COPENHELL. Formålet er at styrke markedspositionen som Danmarks foretrukne overnatningsmulighed, når de helt store musikoplevelser skal soves ud, forklarer hoteldirektøren.
Til de hårde toner af Limp Bizkit-nummeret Rollin’ (Air Raid Vehicle), lancerede den svært populære, danske rock- og metalfestival COPENHELL i forrige uge et storstilet partnerskab med Crowne Plaza Copenhagen Towers under titlen ’Sleep like a rockstar.” Selvom der umiddelbart er en verden til forskel fra et strømlinet, 4-stjernet hotelbrand i Ørestad til headbanging og fadøl på Refshaleøen, rammer det nye partnerskab plet ifølge General Manager, Jens Frank-Mikkelsen:
”Vi har i årevis drevet mange af vores brandaktiveringsinitiativer på det faktum, at vi har Royal Arena som genbo. Crowne Plaza Copenhagen Towers er med andre ord det oplagte sted at sove igennem efter de helt store live-koncerter. Det har også været det underliggende budskab i vores såkaldte hotelt-camps på Smukfest i 2022 og 2023, fordi vi ved, at mange arena-koncertgæster gerne rejser fra hele landet til hovedstaden, når deres idoler spiller,” siger Jens Frank-Mikkelsen, og uddyber:
”Det har været en fantastisk rejse med Smukfest, men nu er vi klar til at teste vores brand i en ny musikalsk sammenhæng, hvor målet ikke udelukkende er brand awareness, men derimod baserer sig på et direkte partnerskab om salg af værelser her på hotellet. På den måde får vi mulighed for at byde festivalgæsterne fra COPENHELL fysisk velkommen og vise dem helt konkret, hvordan vi hver dag er villige til at gå til helvede og retur for det gode værtskab.”
Et djævelsk godt brandmatch
Med lanceringen af konceptet ”Sleep like a rockstar” er 100 eksklusive pakker bestående af fire hotelovernatninger i særlige COPENHELL-værelser og adgang til alle festivaldage d. 19.-22. juni blevet sat i salg for 12.995 kr. En pris, som sikrer en natlig rate på under 1.000 kr., hvilket i sig selv er et godt tilbud i en festivalperiode, hvor de københavnske priser historisk set stiger. Hver pakke gælder til to gæster og byder desuden på direkte og gratis bustransport frem og tilbage mellem Ørestad og Refshaleøen, samt morgenmad, mulighed for pre-check-in og forlænget bagageopbevaring.
”Selvom der ved første øjekast kan virke langt fra COPENHELL’s grusplads til de nyredte senge på Crowne Plaza, ser vi et stærkt brandmatch,” fortæller Commercial Manager, Christen Christensen fra COPENHELL og Live Nation og slutter:
”COPENHELLs gæster er et voksent og modent publikum og efterspørger i højere og højere grad gode overnatningsmuligheder, og vi er derfor glade for sammen med Crowne Plaza at kunne tilbyde et nyt, unikt og kvalitetsbevidst produkt. Især at det bliver med et COPENHELL-aftryk med fokus på fællesskab og samvær ser vi som et fantastisk match, og vi ser frem til at se vores brand i nye omgivelser hos Crowne Plaza til sommer.”
Læs mere om mødefaciliteterne på Crowne Plaza Copenhagen Towers her!
Fakta:
- COPENHELL og Crowne Plaza Copenhagen Towers er gået sammen om overnatnings- og festivalpakkekonceptet ”Sleep like a rocktar”.
- Crowne Plaza Copenhagen Towers åbnede i Ørestad i 2009, mens COPENHELL slog dørene op til den første festival på Refshaleøen året efter i 2010.
- Crowne Plaza Copenhagen Towers er en del af Bellagroup. COPENHELL drives af Live Nation.