Her er Danmarks 5 bedste konferencecentre
Coronakrise og nedlukninger til trods kårer sammenslutningen Danske Konferencecentre også i år Årets Konferencecenter. Det sker udelukkende på baggrund af gæsternes evalueringer, og netop derfor er prisen særdeles eftertragtet. Nu er de nominerede fundet, og med i opløbet er både tre tidligere prisvindere og tre gengangere fra sidste års kåring.
Pressemeddelelse 05/02/2021
Mødelokaler, -sale og auditorier på landets hoteller og konferencecentre ligger øde hen i denne tid. Coronakrisen rammer hårdt, men der har været perioder gennem det seneste år, hvor det har været muligt at afholde møder og konferencer.
”Der er selvsagt ikke meget at råbe hurra for i branchen lige nu. Men der har været afholdt konferencer i løbet af året, og alle, der har deltaget i møder og konferencer hos vores partnere, er blevet bedt om at evaluere deres oplevelse, ganske som de plejer,” siger direktør i Danske Konferencecentre, Marlene H. Sylvester-Hvid.
De 5 nominerede er …
Sammenslutningen har knap 100 unikke partnere, som er blandt Danmarks bedste hoteller og konferencecentre og ikke en del af de store hotelkæder. Danske Konferencecentre tilbyder blandt andet bookingservice, rådgivning og kurser til mødebookere i danske virksomheder samt uddannelse, netværk og fælles kvalitetsordning til foreningens partnere.
De 5 nominerede til Årets Konferencecenter 2021 er:
- Bautahøj Kursuscenter og Hotel i Jægerspris
- Hindsgavl Slot i Middelfart
- Hotel Koldingfjord i Kolding
- Marienlyst Strandhotel i Helsingør
- Severin i Middelfart
Afslører gæsternes prioriteter
Blandt de nominerede er de seneste tre års vindere, Hotel Koldingfjord, Bautahøj og Hindsgavl Slot. Der er tre gengangere fra sidste års nominering, som udover Hotel Koldingfjord og Hindsgavl Slot også tæller Severin.
Ifølge Marlene H. Sylvester-Hvid siger det noget om, hvad gæsterne lægger vægt på:
”Nogle af partnerne har bidt sig fast som klare favoritter blandt gæsterne. De nominerede har alle en fantastisk beliggenhed med udsigt til vandet og smuk natur. Og så er det konferencesteder, som virkelig lægger mange kræfter i deres branding og markedsføring. De er meget bevidste om, at det kræver en stor og vedholdende indsats at fastholde deres position i forhold til kunderne.”
Årets Konferencecenter 2021 bliver kåret på Danske Konferencecentres generalforsamling i april.
Læs mere om de nominerede og om Danske Konferencecentre på www.dkbs.dk
For yderligere oplysninger kontakt gerne Marlene H. Sylvester-Hvid på 2677 1832.