Hotel Vejlefjord kåret som Årets Spa 2017
“På dette smukke sted, midt inde i bøgeskoven i Vejle, ligger et paradis, som gennem flere år har været berømt og elsket for sine uovertrufne Termiske Bade. I 2016 åbnede så den nye Thalasso Spa-afdeling med saltvandsbad, saltsauna og smuk, smuk indretning og udsigt. Vi kan med rette være stolte af at have Vejlefjord Spa på Danmarkskortet. Stedet er outstanding og i international klasse. Det løfter den danske spa-verden et trin op og vil være til inspiration for hele branchen.”
Sådan lød dommernes begrundelse for at kåre Hotel Vejlefjords Termiske Bade og Thalasso Spa som Årets Spa ved Danish Beauty Awards 2017.
God udvikling skal fastholdes
“Vi har oplevet en solid fremgang i både økonomi, antal gæster og i anmeldelserne af stedet gennem de seneste par år. Den gode udvikling vil vi fastholde, og derfor har vi gjort os den ulejlighed at blive rigtigt skarpe på, hvad det er, vi kan, og hvad det er, vi giver vores gæster, siger hoteldirektør, Flemming Jakobsen, i en pressemeddelelse.
Alene i 2016 har Hotel Vejlefjord indviet 23 nye værelser, renoveret 14 af de gamle og – ikke mindst – udvidet Danmarks i forvejen største spa, De Termiske Bade, med en 320 kvadratmeter stor Thalassoafdeling. Saltvandsbadene har gjort hotellets allerede populære spa enestående i Danmark.
Samtidig er der investeret kraftigt i udvikling af personalet, og det har øget både medarbejdernes og gæsternes tilfredshed, der i forvejen var rigtig god.
“Vi har ikke hvilet på laurbærrene, og det kommer vi heller ikke til i 2017. Renoveringen af værelserne i vores hovedbygning fortsætter, og det samme gør investeringerne i personaleudvikling. Desuden renoverer og opgraderer vi vores møde- og konferencefaciliteter,” fortæller Flemming Jakobsen.
Du kan læse mere om Hotel Vejlefjord her, og du kan selvfølgelig kontakte os, hvis du vil vide endnu mere eller booke et møde eller en konference på hotellet.