Kapitel 19: Wow… Jeg er jo blevet en mødeguru!
En måneds tid efter salgsmødet.
“Nåh, ramte vi målet?” lød det fra direktøren, der sad for bordenden tilbagelænet i en højrygget stol med fødderne hvilende på et frit sæde ved siden af hende.
“Det gjorde vi!” udbrød Niels. Han stod og lænede sig op ad vindueskarmen med hænderne i lommen og et stort smil. “Seksogtredive nye ordrer på Arabica-bønner og toogfyrre på Cremoso. I alt otteogfirs nye kunder. Hvad var det, du sagde vores ROI lå på, Lars?”
Tine havde kun set logistikchefen smile to gange før. Første gang var, da hun fortalte om den lysterapilampe, Niels havde købt til hende. Anden gang var for nylig, hvor han havde været på kontoret, imens bestyrelsesformanden i egen person leverede en flaske vin til Tine med ordene: “I stand corrected.”
Nu smilede han igen og afslørede smilehuller på begge kinder. Han virker egentlig meget rar, når han og Niels ikke er i totterne på hinanden, tænkte Tine.
“Målet var jo ganske rigtigt at tjene pengene hjem to gange inden for en måned – det vil sige i dag,” forklarede Lars. “Med de seneste ordrer rammer vi et investeringsafkast på to komma to.”
“To komma to?” gentog Hanne. “Det er jo bedre, end vi havde forventet!”
Direktøren lo højt og klappede, og resten af ledergruppen skyndte sig at gøre det samme.
Undtagen Tine.
“Hvad med delmålene?” indskød hun. “Vi lavede jo nogle nøgterne vurderinger før og under mødet. De kan forklare lidt mere om, hvordan vi kom i mål. Skal vi også kigge lidt på dem?”
“Tjo, det kan vi vel godt gøre for god ordens skyld,” svarede Hanne. “Men var det ikke bare noget, vi fandt på for at lukke munden på bestyrelsen?”
“Ikke helt,” tilføjede Lars. “Ganske vist er det nogle upræcise og subjektive udregninger. Men de er trods alt professionelt udført.”
Nu så Niels også ud til at registrere smilehullerne i Lars’ kinder. Han så på én gang glad og forvirret ud.
“Øh, det er rigtigt,” sagde Niels. “Henover de sidste par uger har Luca og jeg gennemført nogle træningssessions med de enkelte sælgere. Vi har faktisk fået nogle ret flotte resultater ud af det. Vil du uddybe, Tine?”
“Altså, planen er jo at få alle op på et tital,” begyndte Tine. Hun åbnede sin taske og hev en stak papirer ud, som hun lagde frem på bordet. “Her er rapporterne over, hvordan den enkelte medarbejder har udviklet sin adfærd. Som I kan se, testede vi deres viden om kaffen på et spørgeskema kort inden mødet. I snit lå karaktererne helt nede på fire.”
Alle blikkene rettede sig nysgerrigt ind over bordet.
Hun fortsatte uforstyrret: “Salgsmødet skulle få alle op på syv i de fire kategorier: Holdninger, motivation, viden og færdigheder. Det lykkedes. De dårlige holdninger kom vi helt af med. Her fik alle topkarakter. Men nogle få manglede stadig at indøve de nye salgsteknikker. Og et par stykker forstod endnu ikke helt, hvorfor de gamle teknikker ikke længere var tilstrækkelige. Det var her, Niels fandt på at lave sessions.”
Hun nikkede til sin chef, som hurtigt greb bolden.
“Ja, det er rigtigt,” sagde Niels. “I ugerne efter mødet fik Luca og jeg alle sælgere op mellem otte og ni. Og for at nå ti-tallet mangler vi bare at træne dem lidt mere i teori og færdigheder.”
“Det lyder jo meget godt,” sagde Hanne og vendte blikket mod logistikchefen. “Men er det ikke dobbeltkonfekt, når nu vi har så flot et slutresultat?”
“Ikke spor,” svarede Lars. “Det sikrer os, at slutresultatet ikke bare bygger på pure held. Nu har vi grund til at tro, at succesen bliver vedvarende.”
“Rigtig godt,” svarede Hanne. “Men hvad så med deltagerne – deler de vores entusiasme?”
Nu rømmede Sonja sig.
“Olav fra den norske afdeling ringede til mig i sidste uge,” forklarede hun. “Han fortalte mig, at nordmændene var vilde med salgsmødet. Og han bad mig sige til dig, Tine, at de aldrig har følt sig så inkluderede før.”
“De var også helt vildt positivt stemte, da vi samlede op,” tilføjede Niels.
“Det var de nemlig,” sagde Sonja. “Og i vores afdeling virker de meget taknemmelige for de nye ting, de har lært. Det er som om, der er gået lidt konkurrence i at kunne det bedst.”
“Måske har det noget at gøre med de de provisioner, de modtager,” brummede Lars og skulede til salgschefen.
Til Tines store overraskelse gav det ingen sure miner. Alle grinede af kommentaren – selv Niels.
“Rigtig godt arbejde alle sammen!” lød det fra Hanne. Hun kiggede på sit ur, tog fødderne ned fra bordet og rejste sig fra stolen. “Niels og jeg rapporterer videre til bestyrelsen. Herfra har Niels det fulde ansvar for at nå det langsigtede mål. Tak for et godt møde.”
Men inden direktøren nåede ud af lokalet, indskød Tine noget: “Jeg har lige et forslag her på falderebet.”
Hanne stoppede op i døråbningen og gloede på hende med store øjne.
“Altså, det her virker jo totalt oplagt og måske giver det sig selv,” begyndte Tine. “Men jeg tænkte, at man kunne sætte sælgerne sammen i grupper to-og-to. Måske bare henover den næste måneds tid. Man kunne gruppere dem til at matche hinandens styrker og svagheder. Den ene kunne være god til at holde strukturen i samtalen, og en anden er måske bedst til spørgeteknik. På den måde kunne de lære de sidste ting af hinanden.”
Hanne blev stående et øjeblik, og der var fuldstændig tavshed i lokalet.
“Du begynder jo at lyde som en chef!” grinede direktøren og vendte en pistolformet hånd mod salgschefen. “Hun ender med at tage din post, Niels!”
Direktørens sidste kommentar gav Tine et sug i maven.
“Du kunne også blive direktør,” grinede Niels. “Hanne skal i hvert fald bruge din hjælp.”
Tine kiggede frem og tilbage mellem chefen og direktøren, imens hun spekulerede: Hvad forventer de, at jeg skal sige?
Så forklarede Hanne: “Vi har det her bestyrelsesmøde til januar, og jeg vil have dig med ind over planlægningen. Bare til et par planlægningsmøder – det kan du sagtens få tid til.”
“Øh, jo. Det ved jeg ikke,” svarede Tine. “Det kan da godt være.”
“Vi finder bare ud af det,” sagde Niels. “Men først synes jeg, vi skal få os noget at spise. De andre er ved at samle sig til frokost nu her. Skal vi slutte os til dem?”
“Jeg kunne spise en hest,” sagde Lars.
“Dagens menu byder skam på noget meget bedre end det,” lød det fra Niels. “Kan du lide kantareller?”
Så fulgtes de to på vej til frokoststuen. Og hvis ikke Tine havde mødt dem før, kunne hun have troet, at de var gamle venner.
På vejen gennem forkontoret standsede Tine op.
“Noget galt?” spurgte Sonja.
“Næ, slet ikke.” svarede Tine. “Gå I bare i forvejen. Jeg skal lige ringe til en ven.”
Sonja nikkede og lukkede døren efter sig på vej ud.
Så satte Tine sig alene ved sit skrivebord. fandt telefonen frem og ringede et nummer op.
“Det gik vildt godt!” udbrød hun. “Vi fik et return on investment på to komma to. Og så tror jeg måske, jeg lige er blevet tilbudt en direktørstilling.” Hun grinede. “Nej, det var vist for sjov. Ja, gu’ er det et godt resultat! Vi to skal ud og fejre det i aften. Nå, jeg skal skynde mig til frokost. Jeg ville bare ringe og give lyd. Vi ses i aften, Amara!”
Tine stod stille et øjeblik og prøvede at genkalde sig alt det, der var sket i sidste par måneder. Alting var gået så hurtigt. Hun følte sig taknemmelig for al den hjælp, hun havde fået – ikke mindst af Sensei.
Hvor kan man komme langt, når man arbejder sammen med dygtige mennesker, tænkte hun. Og så trådte hun ud af kontoret.
“Good afternoon,” lød det fra en krog i salgsafdelingens åbne kontorrum, der ellers var fuldstændig tømt for folk.
Tine vendte sig og fik øje på et velkendt ansigt.
“Mary! Godt at se dig.”
“Jeg kan kun sige i lige måde. Niels gav mig ansvaret for at tage hul på Fyn. I denne uge har jeg allerede fået kontakt til sytten mulige kunder. Og hver og en af dem fik jeg kontakt til gennem en kollega. Sikke du har fået vendt op og ned på alting her i butikken, Tine. De er jo begyndt at samarbejde på grund af dig!”
“Jeg var ikke kommet nogen vegne uden dig og din samtalestruktur,” sagde Tine.
“Oh, stop it you,” grinede Mary og omfavnede hende.
Alle var samlede inde i frokoststuen. Chefer og sælgere sad om spisebordet på kryds og tværs. Der var endda fint besøg fra Skåne, og Elias vinkede til Tine, da hun trådte ind ad døren.
Tine ville helst sidde ved siden af Mary, men der var få pladser tilbage. Hun fandt en ledig stol ved siden af Victor.
Topsælgeren sad og småsnakkede med folkene omkring ham.
“Jeg skal stå for vores næste kickoff,” sagde en af dem. “Kan du give et godt råd med?”
“Kickoff?” gentog Victor. “Det ved jeg ikke noget om. Så skal du hellere snakke med mødeguruen her!”
Han vendte sig mod Tine, der kun lige havde trukket sin stol ud. Så gav han hende et klap på skulderen, og alle blikkene i lokalet vendte sig mod hende.
Tine stivnede foran stolen. Hun stirrede frem for sig i et par sekunder.
Og så slog det hende…
Wow… Jeg er jo blevet en mødeguru!
Hvad har du lige læst?
Det var Tine og salgsmødet!
Jeg håber, du kunne lide historien, og at du fik noget ud af at læse den.
Her i sidste kapitel har Tine sørget for at holde evalueringen på sporet. Det er nemt at hvile på laurbærrene, når tingene går godt.
Men husk nu lige at få evalueringen med.
Her uddyber jeg ganske kort, hvordan du gør:
Nåede I målet? Sådan forbereder du en knaldgo’ evaluering!
OM FORFATTEREN
Kristoffer Thrane er kommunikationsansvarlig på Sonnerupgaard Gods, og skriver til dagligt deres nyhedsbreve og blog for mødeplanlæggere.
OM EKSPERTEN
Steen Møller har en lang baggrund som konsulent i mødebranchen, og har blandt andet stået i spidsen for at udvikle Meetovation 3.0 for VisitDanmark.