Kom til forpremiere med DGI-byen i Husets Teater
Torsdag den 23. november inviterer DGI-byen til forpremiere på stykket ANKOMST.AFSKED instrueret af Jens Albinus og opsat på Husets Teater i Kødbyen. Tag din ven, kæreste eller nabo under armen og kom til forpremiere på teaterstykket ANKOMST.AFSKED sammen med de venlige folk fra DGI-byen.
En fortælling om den mindste af samfundets sociale enheder: familien
Tilbage til hjemmet. Tilbage til de fire vægge, hvor hvert værelse indeholder historier og har været slagmark for konflikter, kærlighed, smerte, lykke og elendighed.
Den ældste datter, Rosa, døde for mange år tilbage, og siden da har familien været opbrudt og splittet, og det fælles liv har været rømmet fra huset. Kun den yngste datter Liv (Laura Skjoldborg) og hendes far Jørgen (Hans Rønne) bor stadig huset, hvor livet er gået helt i stå.
Men omverdenen er under konstant forandring: Et flygtningecenter er blevet etableret i nabolaget, og opførelsen af en ny vej kræver genbosætning af den nærliggende kirkegård. Også Rosas grav skal flyttes, og dette ser Liv som en lejlighed til at arrangere et forsonende familiemøde. For første gang i 12 år vender moderen, den internationalt succesfulde kunstner Lili (Benedikte Hansen) og hendes rival i familien, den mellemste datter Katie (Maria Rich), som nu bor på den anden side af jorden, tilbage til hjemmet.
Inden længe dukker gamle spor op, og kampen om den fælles historie begynder. Hvem har ret til at fortolke og vurdere fortiden? Hvem ejer historien om, hvem vi er?
ANKOMST. AFSKED er skrevet af Jens Albinus og trækker tråde til nordiske dramatikere som Ibsen, Strindberg og Norén. Forestillingen havde verdenspremiere i Köln januar 2016, hvor den modtog stor kritikerros.
På scenen kan der opleves mestermøde, når Benedikte Hansen for første gang nogensinde spiller overfor Hans Rønne.
Dato:
23. november 2017
Program:
kl. 18.00 Ankomst ved CPH Conference i DGI-byen, hvor der bydes på en let teatermenu
kl. 20.00 ANKOMST.AFSKED i Husets Teater i Kødbyen
Tilmelding:
Vil du med? Så send straks en mail til Michael Sørensen på mso@dgi-byen.dk
Obs! Der er et begrænset antal billetter, så først til mølle. Hver gæst modtager 2 billetter.
Du kan i øvrigt læse mere om DGI-byen lige her , og du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os, hvis vi skal hjælpe dig med at finde det rette møde- eller konferencested.