Konferencecentre får kodeks for bæredygtighed

3. March 2020
Ditte Rønne Jakobsen

Hoteller og konferencecentre har masser af muligheder for at bidrage positivt til FN’s 17 Verdensmål for Bæredygtig Udvikling. Faktisk så mange muligheder at de kan have svært at overskue, hvor de skal begynde, og hvilke tiltag der giver mest mening. Derfor er Danske Konferencecentre på vej med et kodeks for bæredygtighed, der skal hjælpe partnerne med at strukturere indsatsen – og med at gøre indsatsen synlig for kunderne.

Pressemeddelelse

Rigtigt mange møde- og konferencecentre er allerede i fuld gang med at implementere bæredygtige tiltag inden for madspild, energiforbrug, affald, økologi, plads til udsatte kolleger og så videre. Der er masser af muligheder og masser af vilje til at tænke bæredygtighed ind i forretningen og bidrage til FN’s Verdensmål, både på egne og konferencegæsternes vegne.

Struktureret og synlig bæredygtighed

Men den gode vilje risikerer at gå til bunds i det nærmest uendelige ocean af muligheder, for det kan være svært for det enkelte konferencecenter at gennemskue, hvilke initiativer har den største effekt, og hvor det giver mest mening at begynde. Og ét er sikkert: Ingen kan gøre alt på én gang.

Derfor har sammenslutningen Danske Konferencecentre, hvis partnere tæller flere end 100 af landets bedste uafhængige møde- og konferencecentre, sat sig for udvikle et kodeks for bæredygtighed. Et kodeks, der dels skal gøre det overskueligt for de enkelte konferencecentre at strukturere og prioritere bæredygtighedsindsatsen, dels gøre indsatsen synlig og gennemskuelig for kunderne.

“Vi oplever, at møde- og konferencekunderne i stigende grad stiller krav til bæredygtighed, og de krav vil vi selvfølgelig hjælpe vores partnere med at honorere. Samtidig oplever vi helt grundlæggende en stor lyst og vilje blandt vores partnere til at arbejde struktureret med bæredygtighed og FN’s Verdensmål,” siger direktør i Danske Konferencecentre, Marlene H. Sylvester-Hvid.

Bundlinje og bæredygtighed hænger sammen

Danske Konferencecentre fungerer bl.a. som sparringspartner og bookingportal for virksomhedernes mødebookere. Derfor har sammenslutningen et godt overblik over de krav, konferencekunderne stiller til konferencecentrene.

“Vi arbejder i en branche, hvor der er et enormt potentiale for at gøre en reel og mærkbar forskel. FN’s Verdensmål er et godt værktøj, både til at strukturere indsatsen og til at kommunikere indsatsen indenfor. Verdensmålene er efterhånden noget, rigtig mange kan begynde at forholde sig til – og gerne vil bidrage til,” mener Marlene H- Sylvester-Hvid.

Helt konkret har Danske Konferencecentre lanceret en Master Class, hvor to af landets førende rådgivere i implementering af Verdensmålene, skal klæde møde- og konferencecentrene på til at arbejde strategisk med Verdensmål og bæredygtighed i hverdagen. Lotte Hansen og Charlotte Ersbøll fra Hansen & Ersbøll Agenda har i deres arbejde fokus på både bundlinje og bæredygtighed, og det er helt afgørende, mener Marlene H. Sylvester-Hvid:

“Det er ikke et spørgsmål om, at vores partnere pludselig skal være velgørende organisationer. De er stadig virksomheder, der skal drive en forretning og tjene penge. Vi er bare overbeviste om, at en strategisk tilgang til FN’s Verdensmåle både er en god gerning og en god forretning,” siger hun og uddyber:

“Når konferencecentrene kan reducere eksempelvis madspild, affaldsmængder og energiforbrug skærer de også i udgifterne. Hvis de samtidig formår at fortælle om det og dermed gøre deres indsats for Verdensmålene synlig og gennemsigtig for kunderne, giver det dem en klar konkurrencemæssig fordel i markedet. Det gør dem simpelthen mere attraktive for konferencekunderne og styrker i øvrigt også deres branding over for potentielle, nye medarbejdere,” siger Marlene H. Sylvester-Hvid.

Fra Master Class til kodeks

Derfor skal erfaringerne fra den Master Class, der er i fuld gang, og samarbejdet med Hansen & Ersbøll Agenda, også udmønte sig i et helt konkret redskab, som både vil komme konferencecentrene og deres kunder til gode.

“Vi udvikler et kodeks for bæredygtighed. Kodekset bliver dels et arbejdsredskab, ja nærmest en tjekliste, for konferencecentrene, som de kan arbejde struktureret efter. Samtidig gør vi det synligt for konferencekunderne i hvilken grad, de enkelte centre arbejder med kodekset og dermed bidrager til Verdensmålene. På den måde kommer vi som sammenslutning til at hjælpe både konferencecentrene og deres kunder med en strategiske og bæredygtig udvikling,” siger Marlene H. Sylvester-Hvid.

Danske Konferencecentre har allerede en fælles kvalitetsordning for de flere end 100 møde- og konferencecentre, der er partnere i sammenslutningen. Det nye bæredygtighedskodeks bliver yderligere en hjælp til kunderne, når de skal booke møder og konferencer.

 
INDHENT TILBUD TIL DIT NÆSTE ARRANGEMENT? – UDFYLD FORMULAREN, SÅ KONTAKTER VI DIG