KATEGORI: Partnernyheder

Kun det bedste er godt nok

27. October 2022
Ditte Rønne Jakobsen

I dagens Danmark er det blevet normen, at mad skal produceres ud fra en række principper som bæredygtighed, sundhed eller økologi. I Munkebjerg Hotels bageri er der ét altoverskyggende princip, der trumfer alle andre: ”Kun det bedste er godt nok”. Vi har besøgt bager Søren Thrane, der har æltet dej i Munkebjergs kælder i mere end 25 år.

”Grundlæggende så kan jeg faktisk godt lide at stå tidligt op om morgenen og få sat sving i tingene,” sådan besvarer Søren spørgsmålet om, hvorfor han blev bager. En ubetinget fordel, når man til tider skal møde så tidligt som klokken 02:00, mens vi andre lige har vendt os under dynen for første gang. Der skal naturligvis mere til at være bager på Munkebjerg end blot at være galoperende A-menneske, især hvis man har ambitioner om at levere kvalitetsprodukter. ”Jeg har altid haft interesse for faget og restaurations- og hotelbranchen, så det faldt mig naturligt at blive bager,” forklarer han. Interessen for branchen er rent faktisk så stor, at Søren også er uddannet kok.

15 tons om året
Der er ikke mange stille timer i bageriet i Munkebjergs kælder. De to bagere og en konditor skal levere alt inden for brød og kager til både Munkebjerg Hotel og Vejle Center Hotel, der begge er en del af Munkebjerg Gruppen. En produktion af brød og kager, der årligt sluger omkring 15 tons hvedemel. For eksempel bages der cirka 500 kilo rugbrød ad gangen, når Søren først tænder op i maskinen. På trods af den store produktion så fungerer bageriet mere eller mindre som en selvstændig enhed: ”Vi arbejder med frihed under ansvar, så vi kan mere eller mindre udvikle bageriet, som vi har lyst, vi er ikke låst inde i et koncept. Det eneste kriterie for os i bageriet er, at vi skal levere det bedste produkt som overhovedet muligt. Vi har en stor produktion, men det er ikke nogen masseproduktion – vi skal producere produkter fra øverste hylde. Vi har kun én kvalitet, og det er den bedste, som vi plejer at sige,” griner Søren.

Følger udviklingen
På trods af det altoverskyggende fokus på kvalitet så er bageriet naturligvis ikke blind for udviklingen med øget fokus på økologi og sundhed: ”Vi forsøger at bruge økologiske råvarer, men det er ikke på bekostning af kvaliteten. Vi arbejder dog henimod at bruge så meget økologi som muligt, men det er et langsigtet projekt,” afslører Søren. En udvikling, der naturligvis også er i tråd med gæsternes ønsker og forventninger, hvis man spørger Søren: ”Vi kan tydeligt mærke, at vores gæster vil have sundere brød, der skal være noget gods i det. Derudover er der også et højere krav om kvalitet, danskerne vil gerne betale for noget ordentligt brød nu om dage. I gamle dage kunne man sælge tre franskbrød for en 10’er. Den går ikke i dag.” Et kvalitetskrav, som bageriet naturligvis har stort fokus på. Alt brød er lavet med kvalitetsmel, ofte økologisk hvedemel fra Bornholm, og 80 procent af brødet er lavet i bageriets stenovn for at få et sprødt og saftigt brød.

Mormor er moderne
Det kan godt være, at vi danskere har øget vores fokus på at leve sundt, men der skal også være plads til lidt sødt til kaffen, når man besøger Munkebjerg Hotel. Det er ikke kun rugbrød, der bliver produceret i voldsomme mængder – der er også plads til kage i ovnene. Et område, hvor Søren også kan mærke nye strømninger: ”Vi er gået tilbage til de helt gamle mormoropskrifter, når det kommer til kage og kringle. Vi oplever, at gæsterne gerne vil have gammeldags kringle med nogle rosiner og creme i for eksempel.”

Man kan altid nyde nybagte, sprøde stenovnsbrød og lækre kager, når man besøger Munkebjerg Hotel – uanset om man er konference- eller weekendgæst.

Læs original artiklen på Munkebjergs hjemmeside her.

Læs mere om mødefaciliteter på Munkebjerg Hotel her og kontakt vores mødeeksperter hos Danske Konferencecentre for personlig vejledning til valg af mødested.

 
INDHENT TILBUD TIL DIT NÆSTE ARRANGEMENT? – UDFYLD FORMULAREN, SÅ KONTAKTER VI DIG