KATEGORI: Partnernyheder

Mad Synergi overtager forpagtningen på Det Kgl. Bibliotek/Den Sorte Diamant

15. July 2019
Ditte Rønne Jakobsen

Om valget af Mad Synergi fortæller vicedirektør Mette Mejlvang fra Det Kgl. Bibliotek: ”Vi er især begejstrede for Mad Synergis madkvalitet og kreative tilgang til drift af konferencer, receptioner mv. For os er det i de kommende år vigtigt at have en innovativ partner, når vi sammen skal udvikle mad- og måltidskonceptet, re-designe spisemiljøerne og skabe en æstetisk helhedsoplevelse i Den Sorte Diamant.” 

Virksomheden Mad Synergi overtager forpagtningen på Det Kgl. Bibliotek/Den Sorte Diamant pr. 1. oktober 2019.

Mad Synergi er en kreativ iværksættervirksomhed grundlagt i 2008 med stor erfaring inden for catering, cafédrift og gastronomisk produktudvikling til den danske madscene. Virksomhedens ambition er at gøre Den Sorte Diamant til et sted, hvor arkitekturen og måltidet i synergi løfter den æstetiske helhedsoplevelse. 

Det er parret Jeppe Graa og Astrid Mølgaard, som står bag virksomheden.

“Vi er meget stolte over at blive en del af Den Sorte Diamant i Det Kgl. Bibliotek,” udtaler Mad Synergis ejer og chefkok Jeppe Graa, ”Vi går til opgaven med ærbødighed, knofedt og godt humør. Vi glæder os meget til samarbejdet med de mange mennesker, der i dag arbejder og brænder for stedet.” 

Forpagtningen på Slotsholmen er et bredt forretningsområde, hvor der hver dag skal leveres catering til møder og konferencer, café og spisested samt medarbejder- og studenterkantine. Alt med havneudsigt i de arkitektonisk markante rammer i Den Sorte Diamant. 

Det Kgl. Bibliotek har dermed lagt op til en spændende udviklingsproces i samarbejde med Mad Synergi i den kommende tid – til glæde for de mange turister, kunder, publikummer, konferencegæster, biblioteksbrugere og medarbejdere, der hvert år (ca. 300.000 gæster årligt) besøger Den Sorte Diamant, der i øvrigt runder de 20 år til september. 

Mad Synergis hovedsæde, Roholtegaard, ligger ved Præstøfjord, og virksomheden tæller 45 faste medarbejdere og op til 400 medarbejdere ved særlige events. På Det Kgl. Bibliotek bliver Lene Morsing driftsleder med bl.a. erfaring med forpagtningsdrift fra Det Kgl. Teater som baggrund.

Ønsker du at læse mere om mødefaciliteterne i Den Sorte Diamant så se her. Kontakt os hos Danske Konferencecentre for booking af mødelokaler og konferencesale.

 
INDHENT TILBUD TIL DIT NÆSTE ARRANGEMENT? – UDFYLD FORMULAREN, SÅ KONTAKTER VI DIG