KATEGORI: Partnernyheder

Marienlyst Strandhotel løber for andet år i træk med prisen som “Årets Spa”

29. September 2020
Ditte Rønne Jakobsen

Marienlyst Strandhotel kan nu for andet år i træk bryste sig af at have Danmarks bedste Spa. Hotellet løb nemlig igen i weekenden med prisen som ”Årets Spa” ved Danish Beauty Awards.

Fredag aften var den danske skønhedselite samlet online til året vigtigste begivenhed – nemlig Danish Beauty Awards, som hvert år uddeler de attraktive skønhedspriser og hylder de allerbedste på området. Det var i år 14. gang, at arrangement løb af stablen og denne gang i en noget anderledes form, da den blev afholdt virtuelt og alle deltagerne derfor var bænket foran skærmen for at følge med i uddelingen af de eftertragtede priser. Marienlyst Strandhotel kunne for andet år i træk se sig udråbt i kategorien ’Årets Spa’ i et stærkt felt med blandt andet vores anden partner Hotel Vejlefjord.

”Vi elsker det her skønne sted. Her er god atmosfære. Spaen er ny og moderne, kobberet er interessant, vandet er klart, havet er lige der, saunaen er dejlig, personalet venligt, kompetent og imødekommende – men intet overgår udsigten fra spaen. Den er ubeskrivelig. Hvilken beliggenhed. Den må være svær at overgå noget sted i verden,” fortæller dommerpanellet bag Danish Beauty Award som begrundelse for, at prisen gik til Marienlyst Strandhotel.

Det er den anerkendte spachef Gita Grauslund, der står bag tankerne til Marienlyst Strandhotels Strandspa. Hun har været en del af hotellet siden 2015 og var med til at udvikle strandspaen, der åbnede i januar 2018.

”Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad og stolt jeg er over denne flotte pris. Det var en meget stor ære at vinde den sidste år, men at blive tildelt den for andet år i træk, det er svært at beskrive, hvor stort det er. Mine fantastisk dygtige kolleger og jeg gør os hver dag umage for at skabe de bedste rammer for vores gæster, hvor de føler sig godt tilpas og altid bliver mødt med professionalisme, smil og god service. Vi er utrolig taknemmelig for deres besøg og ved godt, at vi skal blive ved med at gøre os fortjent til, at de kommer igen – det er ikke noget, man kan tage for givet og det gør vi bestemt heller ikke. Vi kigger hele tiden fremad og ser på nye muligheder for at forkæle de besøgende med nye behandlinger, produkter m.v.,” fortæller Gita Grauslund. Strandhotellet har også nye spændende tiltag i forhold til spaen i støbeskeen, så gæsterne kan glæde sig til endnu flere muligheder i fremtiden, når de besøger Marienlyst Strandhotel.

Læs mere om Marienlyst Strandhotel lige her og kontakt os for booking af møder eller konferencer her.

 
INDHENT TILBUD TIL DIT NÆSTE ARRANGEMENT? – UDFYLD FORMULAREN, SÅ KONTAKTER VI DIG