KATEGORI: Partnernyheder

Nykåret Gazelle var truet af lukning for fem år siden

23. September 2019
Ditte Rønne Jakobsen

Det hører til sjældenhederne, at en branchesammenslutning bliver kåret som Gazellevirksomhed i Børsens årlige hædring af danske vækstvirksomheder. Og det bliver ikke mindre usædvanligt af, at sammenslutningen, Danske Konferencecentre, for bare fem år siden var ved at dreje nøglen om. Siden da er det kun gået én vej: Fremad.

I 2014 var medlemstallet nede på 35, og regnskabet viste et underskud på 2,2 mio. kr. Derfor var Danske Konferencecentre, en sammenslutning af nogle af Danmarks bedste møde- og konferencecentre uden for de store kæder, tæt på at lukke og slukke.

Ny bestyrelse og ny direktør vendte underskud til vækst

Men en ny bestyrelse og en ny direktør fik ikke alene vendt skuden og sat en ny kurs. De forvandlede også på rekordtid Danske Konferencecentre til et vækstcenter for møder og konferencer i Danmark. Siden 2014 er antallet af medlemmer, der i dag kaldes partnere, mere end tredoblet fra 35 til 109, og omsætningen til partnerne er mere end fordoblet. Sidste år sendte sammenslutningen via sin bookingservice ordrer ud til partnerne til en værdi af 81 mio. kr.

Dermed opfylder sammenslutningen, der udover fælles bookingportal også tilbyder rådgivning, sparring, kurser, messer og netværk for både mødeplanlæggere og -bookere og for partnerne, så rigeligt kravene til en Gazellevirksomhed. En Gazelle skal som minimum have fordoblet sin omsætning eller sit bruttoresultat inden for fire år og have haft positiv vækst i alle årene.

Konkurrenter står sammen

“Vi er en sammenslutning af konkurrerende virksomheder i et hårdt marked, men vi tror på, at vi får mere ud af at samarbejde og lære af hinanden end af at bekrige hinanden.” forklarer bestyrelsesformand Flemming Jakobsen, der til daglig er direktør for Hotel Vejlefjord.

Han glæder sig over Gazellekåringen og mener, at æren i høj grad skal tilskrives de medarbejdere, som til daglig driver sammenslutningens bookingservice og desuden gennemfører et stadigt stigende antal arrangementer med videndeling, sparring og netværk for både partnerne og deres kunder.

“Der er ingen tvivl om, at sammenslutningen i den grad har bevist sit værd. Vi har fået skabt en organisation og et sammenhold, som ikke alene genererer en betydelig omsætning til partnerne, men også sikrer, at vi som konferencesteder hele tiden bliver bedre til at honorere kundernes stigende krav og forventninger til møder og konferencer. Dermed kommer vores samarbejde, og sammenslutningen, i høj grad også kunderne til gode, fordi vi simpelthen bliver bedre til at skabe mindeværdige oplevelser for dem,” siger Flemming Jakobsen.

Også direktør i Danske Konferencecentre, Marlene H. Sylvester-Hvid, glæder sig over kåringen:

“Det er et tydeligt bevis på, at både kvalitet og omsætning bliver styrket, når man står sammen om at gøre det bedre for sine kunder. Det kan godt være, at vores partnere er konkurrenter, men de er i høj grad også kolleger, og jeg synes, det er imponerende, at de i den grad kan se værdien i et så tæt samarbejde, som sammenslutningen er et udtryk for,” siger hun.

Fakta om Danske Konferencecentre

Danske Konferencecentre blev stiftet i 1990 med det primære formål at formidle kontakt mellem kunder, der ønsker at afholde en møder, konferencer og andre større arrangementer, og de nøje udvalgte partnere. DKBS.dk yder gratis, hurtig og uforpligtende rådgivning og planlægningsservice. Desuden tilbyder Danske Konferencecentre kurser, messer møder og andre arrangementer, der styrker videndeling og netværk mellem partnerne deres kunder. Sammenslutningen har i dag 109 partnere blandt Danmarks bedste uafhængige møde- og konferencesteder.

Læs mere om Danske Konferencecentre på www.dkbs.dk. For yderligere oplysninger kontakt gerne Flemming Jakobsen på +45 61 22 60 87 eller Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid på +45 26 77 18 32.

 
INDHENT TILBUD TIL DIT NÆSTE ARRANGEMENT? – UDFYLD FORMULAREN, SÅ KONTAKTER VI DIG