KATEGORI: Inspiration

Oplev Danmarks mødesteder i sommerferien

20. July 2021
Ditte Rønne Jakobsen

Staycation i år? Danmark kan noget særligt om sommeren! Her kommer 7 tips til oplevelser i sommerferien for hele familien, hvad enten I er til kunst, forlystelser eller blomsterfestivaler.

Det summer af sommer i hele landet lige nu, og selvom de fleste møder og firmaarrangementer er sat på pause, så er der rig mulighed for at opleve vores forskellige mødesteder med familien under armen.

Vi har udvalgt 7 spændende steder, som du måske ikke umiddelbart forbinder med møder og konferencer, men som alle har unikke mødelokaler og tilbyder anderledes rammer for arrangementer.

Alle nedenstående steder er medlemmer i vores forening Danske Konferencecentre.

OBS: Kontakt stederne direkte for private arrangementer og spørgsmål til sommerferieoplevelser, og kontakt Danske Konferencecentre udelukkende for booking af møder og konferencer.

Dansk Arkitektur Center i BLOX, København

Med kombi-billetten udstilling og mad får du både en skøn frokost i DAC Cafe og fri adgang til alle udstillinger. Hello Denmark går f.eks. tæt på fortællingen om dansk arkitektur og design. Du kan også gå på opdagelse i de 55 fotografier, der er kåret som årets bedste i fotokonkurrencen ‘Fang din by – en by for alle’. 

Hver weekend er der koncerter for børn og i hverdagene afholdes kreative værksteder i børneuniverset Educatorium.

Læs mere om sommeroplevelser i Dansk Arkitektur Center i BLOX her og se deres mødefaciliteter her.

Legoland® Hotel & Conference

Tag familien under armen og oplev årets nyhed, THE LEGO® MOVIE™ World. Sæt dig til rette i Emmets sofa, og bliv suget ind i THE LEGO MOVIE world universet med alle sanser, når du svæver foran et gigantisk lærred i Skandinaviens første forlystelse af sin slags i Emmet’s Flying Adventure – Masters of Flight.

I kan også overnatte i det nye eventyrlige LEGOLAND® Castle Hotel, som slog dørene op d. 25. juni i år.

TIP: Lørdag er skiftedag i sommerhusene, og derfor er der typisk lidt færre gæster i weekenden i højsæsonen. 

Planlæg din dag i LEGOLAND® her og se deres mødefaciliteter her.

FÆNGSLET i Horsens

Gå på opdagelse i det tidligere Horsens Statsfængsel, som lukkede i 2016 og i dag er oplevelsesvirksomhed med mange udstillinger, kultur events og konferencer. Fra 28. juni kan du gå på opdagelse i det enestående Fængselsmuseum og få 50 procent rabat på entréen.

Se blandt andet udstillingen ”Lorentzens tunnel” med fokus på på fangen Carl August Lorentzen, og den 18 meter tunnel han flygtede igennem i 1949.

Se udstillingerne i Fængslet her og se deres mødefaciliteter her.

Bellevue Teatret

Er du til musik, dans eller teater, så skal du ligge vejen forbi Bellevue Teatret, som tilbyder en masse forskellige forestillinger til alle aldre.

Oplev f.eks. sommerballetten d. 29 august 2021 med moderne dans, vibrerende flamenco og romantisk klassisk ballet.

Læs mere og køb billetter her eller se mere om deres mødefaciliteter her.

Tivoli – Nimb Events

Hver fredag forvandles Tivoli til en Havefest uden lige! Livemusikken spiller både fra Plænescenen og Orangeriet, når store som spirende stjerner skyder weekenden i gang med alt fra poppede toner til elektroniske beats.

Du har muligheden for hver søndag morgen i perioden 20. juni til 15. august at lave yoga i Tivolis smukke omgivelser før åbningstid.

Du kan også prøve det nye scaryhouse “Villa Vendetta” i haven eller gå på opdagelse i det færøske køkken med fokus på prægtige fisk og skaldyr, når KOKS åbner pop-up i Det japanske Tårn.

Få overblikket over oplevelser i Tivoli her eller se mødefaciliteter her.

HERMANNS – Tivoli Friheden

Oplev landets største blomsterfestival fra 1. juli -8. august. Lad dig fortrylle af Tivoli Friheden i Aarhus, når hele parken blomstrer i de smukkeste farver. Hør den populære havemand, Claus Dalby, give spændende foredrag i hans overdådige krukkehave ved Restaurant Terrassen.

Du kan også opleve det spektakulære show Natcabaret: We are the Wonders med komikere, magikere, akrobater og internationale artister klar til at indtage scenen i teaterhuset. Er du mere til forlystelser? Så udforsk nyheden Himmelrum, hvor du bliver kastet ud i en 1.080 graders centrifuge af spin og drej.

Se alle forlystelser og events her eller se deres mødefaciliteter her.

Zoologiske Have – København

Tag børnene med på Dino-Zoocamp i sommerferien og oplev 25 kæmpemæssige dinosaurer, der har slået sig ned side om side med løverne, pandaerne og alle de andre dyr i haven.

Har I en sød tand? Så prøve den nye cafe Cakes and Dreams med udsigt til kamelerne. Her kan I smage på chefkonditor Torben Bangs hjemmelavet kage-kreationer, og i weekenderne kan man kaste sig over ’det kæmpe store kagebord’.

Planlæg din tur i Zoo København her og læs om deres mødefaciliteter her.

Vi ønsker alle vores mødeplanlæggere og deres familier en fantastisk sommer!

Vi sidder klar på tlf. og mail hele sommerferien – og glæder os til at hjælpe jer med at booke efterårets konferencer og firmaarrangementer.

 
INDHENT TILBUD TIL DIT NÆSTE ARRANGEMENT? – UDFYLD FORMULAREN, SÅ KONTAKTER VI DIG