KATEGORI: Partnernyheder

Royale gæster inviterede til middag i Den Sorte Diamant

14. May 2017
Ditte Rønne Jakobsen

Det er langt fra usædvanligt for Danske Konferencecentres partnere at have fornemt besøg. Sådan skal alle gæster gerne opleve det. Men ligefrem royale gæster er ikke hverdag, selv ikke for Det Kgl. Biblioteks Den Sorte Diamant i hjertet af København. Men de har alligevel prøvet det et par gange, fortæller konferencekoordinator, Louise Ejlskov Jensen.

Den Sorte Diamants imponerende arkitektur og centrale beliggenhed gør den til et attraktivt møde- og konferencested, og i løbet af de seneste par år har europæiske kongefamilier også fået øjnene op for den smukke tilbygning til Det Kgl. Bibliotek.

Hollænderne kom først
Traditionen byder nemlig, at royale gæster af det danske kongehus som kulmination på deres besøg inviterer til en returmiddag for at takke for gæstfriheden. For to år siden valgte det hollandske kongepar at holde deres returmiddag i Den Sorte Diamant, og det førte for nylig til endnu et arrangement af samme slags.

“Da det hollandske kongepar holdt deres returmiddag hos os, var den daværende belgiske ambassadør blandt deltagerne, og han var meget imponeret. Så da det belgiske kongepar i marts i år besøgte Danmark, ønskede de også at holde deres returmiddag her,” fortæller konference- og eventkoordinator på Det Kgl. Bibliotek, Louise Ejlskov Jensen.

Hundredevis af gæster skal have en god oplevelse
Hun fortæller videre, at sådan et arrangement er en stor udfordring, fordi Den Sorte Diamant ikke er et helt traditionelt konferencested. Der er f.eks. offentlig adgang.

“Der er en masse krav fra både det belgiske og det danske hof, som skal overholdes. Det gælder faste traditioner, sikkerhed og meget andet. Og så er der rigtig mange mennesker, der skal have en god oplevelse. Vi havde først ca. 400 gæster til en koncert med en stor del af det belgiske symfoniorkester i vores Dronningesal. Derefter skulle ca. 160 af dem med til gallamiddagen på Kirkebybroen, og samtidig er der et crew på omkring 100 mennesker, chauffører, assistenter, politifolk, ambassadeansatte osv., der også skal serviceres og føle sig velkomne.”

Unge kongelige vil forny traditionerne
Louise Ejlskov Jensen har også en idé om, hvorfor først det hollandske og senest det belgiske kongepar har valgt Den Sorte Diamant frem for mere traditionelle rammer omkring royale arrangementer.

“Jeg tror gerne, at de unge generationer af kongelige vil sætte deres eget præg på de faste traditioner og forsøge at forny dem lidt. Der er en masse ting, der skal være, som de plejer, men så kan man f.eks. vælge nogle utraditionelle rammer for at gøre traditionen til sin egen. Og vi er selvfølgelig pavestolte, når de så vælger os,” siger hun.

Den Sorte Diamant kan huse konferencer med op til 600 deltagere i Dronningesalen. Du kan læse mere her,
og du kan altid kontakte Danske Konferencecentre, hvis du vil høre om mulighederne.

         

 
INDHENT TILBUD TIL DIT NÆSTE ARRANGEMENT? – UDFYLD FORMULAREN, SÅ KONTAKTER VI DIG