Rungstedgaard samler 90.000 kr. ind til Børnecancerfonden
I fredags afholdt Rungstedgaard deres årlige velgørenhedsmiddag. Her kunne lokale gæster nyde køkkenchefens 5-retters menu, mens de samlede ind til et velgørende formål – nemlig Børnecancerfonden. Det blev til i alt 90.000 kr.
Fredag den 2. februar kunne de på Rungstedgaard for sjette gang afholde deres årlige velgørenhedsmiddag til fordel for Børnecancerfonden. Et initiativ, der er skabt af Rungstedgaards køkkenchef Jan Vestergaard, men som også har fået liv gennem de gode lokale samarbejder – og som blev en realitet, da mange lokale gæster igen i år også valgte at støtte op om arrangementet. Der var denne aften gjort plads til hundrede gæster på Rungstedgaard – og der kunne allerede meldes om udsolgt til velgørenhedsmiddagen i starten af januar. På hotellet kan de nu oplyse, at der er samlet 90.000 kroner ind fra aftenen til Børnecancerfonden.
”Det er med stor glæde og stolthed, at vi nu, efter en stærk holdindsats, kan sende et utrolig flot beløb afsted til Børnecancerfonden. Velgørenhedsmiddagen er altid helt særlig for både mine kolleger og jeg, da vi alle brænder for at hjælpe de familier, der dagligt kæmper med sygdom, der, hvor det gør allermest ondt – nemlig hos børnene. Det er derfor altid en stor glæde og lettelse, når alt går op i en højere enhed, som det gjorde i fredags – og vi nu kan sende penge videre og forhåbentlig gøre en forskel for nogle af de syge børn og deres familie,” fortæller Jan Vestergaard, der er køkkenchef på Rungstedgaard.
Jan Vestergaard startede tilbage i 2019 dette initiativ, og han står stadig i dag i spidsen for den årlige velgørende middag på Rungstedgaard – sammen med sit team. Og fredag aften kunne gæsterne nyde en 5-retters menu, der blandt andet bød på Østers, terrine af poussin, vintertorsk med muslingesauce, oksefilet med trøffel og baked Alaska med tilhørende vine. Jan skal selv senere på året afsted på cykel til Paris med Team Rynkeby, der også cykler for børn med kræft.
Læs mere om Rungstedgaard her og kontakt os for booking af lokaler og events her.