Søhuset Konferencecenter lukker pr. 1. marts 2022
Søhuset Konferencecenter i Hørsholm lukker pr. 1. marts 2022. Søhuset Konferencecenter er en del af DTU Science Park. Alle møder og konferencer til og med den 28. februar 2022 afvikles fortsat.
Om lukningen siger adm. direktør i DTU Science Park, Steen Donner:
”I DTU Science Park ønsker vi at fokusere strategisk på vores kerneformål. Og vores kerneformål er at drive forskerpark med de primære opgaver, der ligger i de. Derfor skal vi ikke længere drive konferencevirksomhed.”
Søhuset Konferencecenter har været en del af DTU Science Park siden 2005, og det er et state-of-the-art konferencecenter, som lukker nu.
”Søhuset har leveret sublim service og været en tæt sparringspartner for de kunder, som har benyttet huset. Det skal der på intet tidspunkt herske tvivl om. Det er en æra, der slutter med dygtige medarbejdere. Men det er ikke en del af vores kerneforretning, og det er i kerneforretningen, at vi skal fokusere vores kræfter,” siger Steen Donner.
Søhuset skal nu bygges om til en endnu ikke identificeret virksomhed, som passer ind i Forskerparken.
Alle møder og konferencer til og med den 28. februar 2022 afvikles fortsat
Frem til og med den 28. februar 2022 kan alle møder og konferencer blive afviklet (uge 7 har Søhuset Konferencecenter ferielukket som vanligt).
Alle arrangementer i perioden indtil den 1. marts vil blive afviklet på professionel vis med forplejning fra et eksternt catering-firma.
Kunder med et arrangement i Søhuset i denne periode, vil blive kontaktet direkte af Søhuset.
Møder og konferencer efter den 28. februar kan ikke blive afviklet i Søhuset Konferencecenter.
Har du et arrangement planlagt i kalenderen efter den 28. februar på Søhuset? Så tøv ikke med at kontakte os hos Danske Konferencecentre – vi hjælper dig med at finde et nyt sted til jeres møde eller konference hurtigst muligt.