Stort event år i sigte på ALSIK
På ALSIK kan de fejre 1-års fødselsdag med en sikker og langsom genåbning af hotellet. Der er taget højde for alle regeringens krav til indretning, sikkerhed og sundhed. Blandt andet kan gæster nu dyrke yoga og fitness på terrassen med udsigt over Sønderborg.
Den 6. maj er det ét år siden, de for første gang slog dørene op til Steigenberger Alsik Hotel & Spa. Det blev fejret med en stille og rolig genåbning af hotellet d. 15. maj.
På Alsik har de i lighed med mange andre desværre haft travlt med at annullere og flytte mange store events og konferencer. ”Heldigvis har vi været privilegeret af, at størstedelen af arrangementerne enten er flyttet til
efteråret 2020 eller forår samt sommer 2021” siger Anne Kathrine Bruun Sørensen, der er Event- og Konferencechef.
Der var lagt op til store events på Alsik i år bl.a. den store fest i anledning af 100 året for genforeningen, hvor den royale familie samt det officielle Danmark skulle have deltaget. Den store genforeningsfest er nu rykket til juni 2021. Ligeledes gælder det for PlannerDays for mødeplanlæggere, der er rykket til maj 2021 i Sønderborg.
Hotellet håber, at Royal Run der er flyttet til september i år, kan blive gennemført. Derudover har der lige været afholdt Masterchef semifinale på Alsik på Syttende, Danmarks nye gourmet restaurant.
Til trods for nedlukning pga. Covid19 fortsætter optagelserne til Kochen på Toppen, fortæller Anne videre.
“Derudover er vi i fuld gang med planlægning af bl.a. Tour de France-events, og vi glæder os til at se Sønderborg i gult, og byde velkommen til verdens mest berømte cykelløb i juli næste år. I disse dage er fokus dog rettet skarpt ind på klargøring ifm. Genåbningen af hotellet, som vi alle sammen er ubeskriveligt glade for. Vi elsker jo at danne rammen, når mennesker mødes. Vores gæsters sundhed og sikkerhed ligger os naturligvis meget på sinde. Derfor bliver der også gjort et ekstraordinært stort arbejde i denne tid for, at vores gæster kan føle sig trygge på Alsik”, siger Helle Kristine Gleerup, Director of Sales på Alsik.
Åbningen vil nøje følge sundhedsmyndighedernes og regeringens krav til indretning, sikkerhed og sundhed. Branchen afventer dog fortsat informationer fra myndighederne, så det er endnu ikke alt, der er svar på omkring genåbningen. Her er, hvad vi med sikkerhed ved:
Fra mandag den 18. maj:
– De første 50 værelser er åbne. Morgenmad og aftensmad for hotellets gæster serveres på værelset eller som take away.
– Alsiks Lounge åbner for alle med udendørs servering af kaffe, kage, snacks og drikkevarer i tidsrummet kl. 14:00-17:00.
– Alsik konferenceafdeling er fortsat lukket i henhold til myndighedernes forsamlingsforbud.
– Restaurant Alsik åbner for hotellets gæster, men ikke for gæster udefra. – Restaurant Syttende genåbner.
Alsik Nordisk Spa & Wellness er fortsat lukket. Hotellet opdaterer løbende deres hjemmeside i takt med myndighedernes anbefalinger.
Læs mere om mødefaciliteterne på Steigenberger ALSIK Hotel & Spa her og kontakt os hos Danske Konferencecentre for bookinger til fremtidige konferencer.