KATEGORI: Branchenyheder

Styrket strategisk samarbejde mellem OPTIMEET og Danske Konferencecentre (DKBS)

4. February 2025
Ditte Rønne Jakobsen

Danmarks stærkeste møde-brands vil fremover styrke det strategiske samarbejde!

Danske Konferencecentre (DKBS) og OPTIMEET vil fremover samarbejde om en række aktiviteter, som har til formål at styrke både den danske erhvervsturisme og skabe endnu større værdi for deres respektive medlemmer og partnere.

Til trods for at erhvervsturismen, som er et af de mest lukrative forretningssegmenter inden for turismen, ser ind i et særdeles positivt 2025, mener OPTIMEET og DKBS i fællesskab, at der stadig er potentiale for yderligere vækst.

Begge organisationer er omdrejningspunkt for en række aktiviteter inden for markedsføring, booking og service, der hjælper både danske og internationale møde- og eventindkøbere i virksomheder og organisationer med at finde de rette konferencecentre, hoteller eller venues til deres arrangementer.

“Selvom vi har snitflader, hvor vi også konkurrerer, tror vi samtidig på, at vi kan samarbejde på en lang række områder – og dermed styrke den danske erhvervsturisme til gavn for vores partnere og medlemmer,” udtaler de to organisationer.

Helt konkret vil samarbejdet sikre en bedre koordinering og planlægning af aktiviteter, så de giver mest mulig værdi for møde- og eventindkøbere.

DKBS er en medlemsbaseret forening, mens OPTIMEET er en selvstændig virksomhed.

“Vi fortsætter med vores egne aktiviteter, men hvor vi ser muligheder, vil vi samarbejde, støtte hinandens initiativer og gøre hinanden endnu stærkere.”

Sammen kan vi løfte dansk erhvervsturisme!

Møder og konferencer er rygraden i videndeling, innovation og samarbejde. I en tid, hvor hybridarbejde og digitale løsninger vinder frem, er det vigtigt at huske, at det fysiske møde er det stærkeste redskab, når det handler om kommunikation og formidling.

Netop dette budskab vil de to organisationer sætte fokus på – bl.a. i forbindelse med Skandinaviens største inspirationsmesse for møde- og eventindkøbere, OPTIMEET Messen den 20. marts, hvor de i samarbejde med flere andre organisationer vil lancere nye initiativer og projekter, der skal styrke erhvervsturismen.

Om OPTIMEET
OPTIMEET er Skandinaviens største internationale markedsplads inden for møde- og eventbranchen og arrangerer årligt OPTIMEET Messen – en inspirationsmesse for møde- og eventindkøbere. 

Vi skaber viden, værdi og relationer og forbinder møde- og eventindkøbere i virksomheder og organisationer med hoteller, venues og andre leverandører i møde- og eventbranchen. Vi driver en bred vifte af fysiske og online aktiviteter – fra messer, inspirationsdage og netværk til bookingplatforme, medier og analyser. 

OPTIMEET er en del af Opus Group-koncernen, der årligt formidler og gennemfører tusindvis af møder, konferencer, events, foredrag og oplevelser på tværs af lande og brands. 

Om Danske Konferencecentre 
Danske Konferencecentre er en landsdækkende sammenslutning af møde- og konferencesteder, der tilbyder virksomheder og organisationer et bredt udvalg af venues til møder, konferencer og events. 

Vi gør det nemt at finde de rette rammer gennem professionel bookingservice, rådgivning og markedsføring af vores medlemmer. Med en digital bookingplatform, inspirationsdage og et stærkt netværk understøtter vi udviklingen af møde- og konferencebranchen og skaber værdi for både kunder og samarbejdspartnere. 

Danske Konferencecentre er en uafhængig forening, der samarbejder med centrale aktører i branchen for at sikre de bedste løsninger til møde- og eventplanlægning. 

For yderligere information og kontakt:

  • Adm. direktør Marlene Horsbøl SylvesterHvid, Danske Konferencecentre, E-mail: marlene@dkbs.dk / Telefon: +45 26 77 18 32 
  • Adm. direktør Ole Sorang, OPTIMEET ApS, Email: olso@optimeet.dk / Telefon: +45 29 28 79 55 
 
INDHENT TILBUD TIL DIT NÆSTE ARRANGEMENT? – UDFYLD FORMULAREN, SÅ KONTAKTER VI DIG