KATEGORI: Partnernyheder

Trinity gør en forskel og støtter flygtning med integration og uddannelse

30. November 2021
Ditte Rønne Jakobsen

Trinity Hotel & Konference Center arbejder målrettet med medarbejderudvikling og har gjort en stor forskel for Yaser, som kom til Danmark som syrisk flygtning i 2016. I dag er han færdiguddannet tjener og hans læreplads på konferencecenteret har givet ham en succesoplevelse.

Det hele tog nemlig sin begyndelse, da Yaser i 2016 – blot to måneder efter sin ankomst til Danmark – startede i et praktikforløb på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia.

Ret hurtigt herefter satte han for første gang kurs mod HANSENBERG, hvor han tog den toårige integrationsgrunduddannelse (IGU), der hjælper flygtninge med at blive en del af det danske arbejdsmarked – og med at få startet på en erhvervsrettet uddannelse.

STOR STØTTE

Valget af læreplads faldt meget naturligt på Trinity Hotel & Konference Center:

”Trinity var der for mig, da jeg var alene. Lige pludselig fik jeg løn og en familie. Jeg blev hørt, og de grinede aldrig af mit sprog. De troede på mig fra starten, og May-Britt er som en mor for mig, for hun har fulgt mig og støttet mig hele vejen igennem”.

”May-Britt” er celebration planner May-Britt Andreasen, og hun fortæller, at hun har børn på samme alder som Yaser. Derfor var det vigtigt for hende at få ham i gang med en uddannelse:

”Yaser har ikke set sine forældre siden 2014, og han er som en ekstra søn for mig. Jeg pressede på, for at han skulle have en uddannelse, så han kunne klare sig selv, og sammen kæmpede vi for, at han fik sin danskeksamen. Det var en hård omgang – og jeg kan da selv se, at det er mega svært at få styr på udsagnsord og så videre”.

”Da han startede i praktik, kunne han ikke et ord dansk. Men han havde et servicegen, der skulle dyrkes. At han nu er faglært tjener, er helt fantastisk. Jeg er så stolt af ham. Han har kæmpet rigtig meget, og han har virkelig taget dansk kultur og traditioner til sig. Det har været en rejse for ham”.

DRØMMEN ER GÅET I OPFYLDELSE

May-Britt Andreasen peger i den forbindelse på, at den 29-årige tjener modtog et legat fra 3F efter svendeprøven for sit hårde arbejde under uddannelsen. Et legat, som tjenerfaglærerne ved HANSENBERG havde indstillet ham til, hvilket han sætter stor pris på.

”Trinity og HANSENBERG er så stor en del af mit liv. De er som en familie for mig. De har begge givet mig lige det, jeg har drømt om”.

Yaser fortsætter som faglært tjener hos Trinity Hotel & Konference Center – foreløbig frem til 1. januar, hvorefter verden ligger helt åben.

Trinity Konferencecenter er en del af Danske Konferencecentres Verdensmål indeks

For at blive certificeret af Danske Konferencecentre skal hotellet arbejde målrettet med de 5 verdensmål udvalgt specifikt for branchen – Læs mere her om Verdensmål indekset. Trinity arbejder blandt andet med medarbejderudvikling, trivselsundersøgelser og implementering af God Arbejdslyst.

Trinity er også Green Key certificeret. De både indkøber og bruger 100% vindmøllestrøm, miljøvenlige rengøringsmidler, benytter 100% naturligt fremstillede plejemidler på værelserne og refiller emballage. De er i gang med udfasning af engangsplast, sorterer affald, og i arbejdet med vedligeholdelse og renovering af Trinity indtænkes løbende miljø- og energiforbedringer.

 
INDHENT TILBUD TIL DIT NÆSTE ARRANGEMENT? – UDFYLD FORMULAREN, SÅ KONTAKTER VI DIG