KATEGORI: Partnernyheder

Unge skaber projekter og nye bevægelser med Ungdomsøen

13. December 2022
Ditte Rønne Jakobsen

Unge fra hele landet kan fortsat tage til Ungdomsøen for at samles på tværs, være med til
arrangementer og udvikle projekter, de drømmer om. Nordea-fonden støtter Ungdomsøen med 28 millioner kroner, der skal styrke organisationen frem mod 2026
.

Siden åbningen i august 2019 har Ungdomsøen været en oplevelsesplatform, et ungefællesskab
og et samlingssted for gæster fra nær og fjern. Det gamle søfort ud for Københavns Havn byder på
spændende aktiviteter i underjordiske gange og i det grønne, bakkede landskab.


Med Nordea-fondens støtte kan Ungdomsøen fortsætte rejsen og visionen om at være platform for
de næste generationers samfundsbevægelser. Her styrkes unge i at være engagerede og nysgerrige
mennesker, som tager ansvar for hinanden og udviklingen af vores samfund.


Støtten styrker unge
Millionbevillingen løber fra 2022 til og med 2025. Den skal støtte op om organisationens udvikling,
vidensdeling, partnerengagement og styrke unges engagement. Ungdomsøen drives af unges
initiativer. De støttes i at skabe egne aktiviteter, som får nye ungebevægelser til at vokse frem.
Ungdomsøen deler viden og metoder til at styrke ungeengagement, så flere organisationer kan få
glæde af unges drivkraft. For Dea Forchhammer, der er direktør ved Ungdomsøen, viser støtten tro på
projektet og behovet for, at unge i højere grad bliver hørt.


”Vi er enormt taknemmelige for den tillid og opbakning, Nordea-fonden viser os her. Det viser en
brændende tro på unges engagement, og at de fortsat har brug for et fristed og en platform, hvor de
kan udfolde sig kreativt, innovativt, aktivistisk, og hvor nye bevægelser kan spire,” siger Dea
Forchhammer.


Et langvarigt samarbejde
Ungdomsøen blev købt i 2015 af Nordea-fonden og A.P. Møller Fonden som en gave til hele den
danske ungdom. Sidenhen har Nordea-fonden støttet og muliggjort platformen, der fortsat har et
stort potentiale, som fonden er stolte af at støtte, fortæller Nordea-fondens uddelingschef, Christine
Paludan-Müller.
”Ungdomsøen er en meget vigtig og visionær institution, som Nordea-fonden fortsat støtter i sit
arbejde med at engagere den danske ungdom i øen og aktiviteterne. Ungdomsøen er et helt unikt
mødested – for unge udviklet af unge. Visionen om at styrke unges engagement gennem fællesskab,
foreningsliv og demokrati er fundamentet for de mange aktiviteter, der knytter de unge sammen – det,
tror vi, er med til at skabe flere gode liv,” siger Christine Paludan-Müller.


Siden åbningen har Ungdomsøen haft flere end 78.000 besøg. Flere end 50 partnere har udviklet 451
arrangementer. Og unge har skabt 349 aktiviteter.


24-årige August Clemmensen har været med siden Ungdomsøens åbning. Her har han engageret sig
i et væld af aktiviteter, hvor han har været med til at renovere øen, filme og tage billeder, arrangere
nytårscamp og stifte en frivilliggruppe, der laver merchandise.


”Ungdomsøen har givet mig meget. Jeg betragter øen som et sted, hvor jeg kan lave alle de projekter,
som ikke passer ind andre steder. Ungdomsøen er til gavn for mange unge. Når jeg er på øen, bruger
jeg tid med en masse andre unge mennesker. Det er jeg meget glad for,” fortæller han.

Om Ungdomsøen
• Ungdomsøen er en unik og visionær platform for aktiviteter og projekter skabt af,
for og med unge fra hele landet. Det er en fysisk ø, et fristed, et mødested og et
fællesskab.
• Alle er velkommen på Ungdomsøen. Her kan både skoleklasser, virksomheder,
organisationer og unge fordybe sig fagligt, styrke fællesskabet og gå på opdagelse
langt fra hverdagen.
• På Ungdomsøen tør vi drømme stort, eksperimentere med alternativer, skabe
møder mellem forskellige mennesker og fejre fællesskabet – også når vi fejler.
• Det var en gruppe unge spejdere, der i sin tid fik idéen om at købe øen og gøre
den til en ungdomsø. Lige siden er det forskellige grupper af unge, der har sat
retningen for Ungdomsøen.
• Ungdomsøen blev i fællesskab købt af Nordea-fonden og A. P. Møller Fonden i
2015 og givet som en gave til ungdommen. Sidenhen er øen blevet renoveret og
åbnede i august 2019.

Læs mere om mødefaciliteter på Ungdomsøen her og kontakt os hos Danske Konferencecentre.

 
INDHENT TILBUD TIL DIT NÆSTE ARRANGEMENT? – UDFYLD FORMULAREN, SÅ KONTAKTER VI DIG