KATEGORI: Partnernyheder

Kunder og konkurrenter strømmer til Danske Konferencecentre

10. May 2017
Ditte Rønne Jakobsen

En ny strategi og styrket samarbejde mellem de 78 konkurrerende konferencesteder i sammenslutningen Danske Konferencecentre bærer frugt. Sammenslutningens rådgivnings- og salgskontor, der blandt andet hjælper mødebookere med planlægning og booking af kurser og konferencer, har fordoblet ordreindgangen i årets første kvartal i forhold til 2016. Samtidig var januar den bedste måned i otte år.

Det er en usædvanlig konstruktion. Og den går usædvanlig godt. Danske Konferencecentre er en branchesammenslutning af foreløbig 78 af landets bedste kursus- og konferencesteder, som står uden for de store kæder. Et samarbejde mellem konkurrenter.

I sammenslutningen samarbejder de ellers konkurrerende konferencesteder blandt meget andet om efteruddannelse af medarbejdere, fælles kvalitetsstandarder og kundearrangementer. Og så er der den fælles rådgivnings- og bookingfunktion, som hjælper mødebookere i virksomhederne med rådgivning, planlægning og booking af faciliteter til kurser og konferencer.

Bedste måned i otte år

Netop booking-funktionen er med til at generere indtjening til sammenslutningen, og den er kommet forrygende godt fra start i 2017. I slutningen af 2016 vedtog Danske Konferencecentre en ny strategi, der blandt andet belønner partnerne endnu mere for at henvise kunder til sammenslutningen – og dermed i sidste ende til hinanden.

“Vi har fordoblet vores ordreindgang i første kvartal i forhold til sidste år, og i januar havde vi den bedste måned i otte år. Det skyldes dels, at partnerne henviser kunder til os, dels at vi har formået at øge kendskabet til vores navn og kompetencer, så flere kunder ønsker vores hjælp,” vurderer direktør i Danske Konferencecentre, Marlene H. Sylvester-Hvid.

Samtidig med den økonomiske og aktivitetsmæssige fremgang stiger antallet af partnere også stadig støt, og sammenslutningen har nu 78 af landets bedste kursus- og konferencesteder i partnerkredsen. I de seneste to år er antallet af partnere mere end fordoblet.

Ny strategi gavner både partnere og kunder

Danske Konferencecentres nye strategi indebærer også et endnu tættere samarbejde mellem partnerne, der til hverdag også konkurrerer om kunderne.

“Vi oplever et stigende engagement blandt partnerne i at afholde netværksmøder for hinanden, og senest har Rungstedgaard været vært for 100 kolleger fra andre konferencesteder ved en workshop om gastronomiske trends,” fortæller Marlene H. Sylvester-Hvid.

Også sammenslutningens og konferencestedernes kunder nyder godt af den nye strategi, der også betyder oprustning på rådgivning og service i forhold til mødebookerne. Danske Konferencecentre afholder en lang række arrangementer, hvor bookere og konferencesteder kan møde hinanden, og de kommende fem arrangementer er ikke alene udsolgt. Faktisk er der venteliste til flere af dem.

“Vi har virkelig har fundet en form på samarbejdet, der gavner både konference-stederne og deres kunder, og vi glæder os til at fortsætte den positive udvikling,” siger Marlene H. Sylvester-Hvid.

For yderligere oplysninger se dkbs.dk og kontakt gerne Marlene H. Sylvester-Hvid på 2677 1832.

Om Danske Konferencecentre:

Danske Konferencecentre blev stiftet i 1990 med det primære formål at formidle kontakt mellem kunder, der ønsker at afholde en møder, konferencer og andre større arrangementer og de nøje udvalgte medlemscentre i Danmark. DKBS.dk yder gratis, hurtig og uforpligtende rådgivning og planlægningsservice. Danske Konferencecentre har nu 78 partnere over hele landet, og både sammenslutningen og antallet af partnere er i kraftig udvikling. Se oversigten på dkbs.dk.

 
INDHENT TILBUD TIL DIT NÆSTE ARRANGEMENT? – UDFYLD FORMULAREN, SÅ KONTAKTER VI DIG