Hjemmearbejdsplads: Din ultimative guide
Sådan kommer du godt igennem de næste uger (måske måneder) med hjemmearbejde. Vi gennemgår alt fra din siddestilling til dit tekniske set up og til faglige/sociale online aktiviteter med kollegerne.
1. Det helt basale
Det kan for nogle være svært at koncentrere sig ved hjemmearbejde. Start dagen som du plejer at gøre -tag et bad og klæd dig på som du ville gøre, hvis du skulle afsted på arbejde.
6 råd til en optimal siddestilling ved hjemmearbejde:
- Ryggen skal sidde lige, og armene skal hænge afslappet ned langs siden af kroppen. Sørg for at ‘slappe godt af i skuldrene’ og sørg for at ryglænet på stolen er indstillet således, at der sikres en god lændestøtte.
- Skærmen skal være i øjenniveau, så du kigger lidt nedad på skærmen. Hvis du sidder mere end 2 timer og arbejder koncentreret ved din skærm, så brug så vidt muligt en stor skærm.
- Sørg for et godt arbejdslys. Du skal sidde sådan, at du får dagslys og kunstlys fra en arbejdslampe ind fra siden. Sørg for at lukke kraftigt sollys ude, så du ikke bliver blændet af lys på skærmen.
- Hvis du ikke har et hævesænke-skrivebord, kan du med fordel stå ved dit køkkenbord og arbejde. Du kan evt. bruge en stor bog, således at dine bærbare PC får en god arbejdshøjde. Dette fif kan også anvendes hvis du oplever, at dit skrivebord er for lavt i forhold til arbejdshøjden.
- Hold hyppige pauser og læg for eksempel en gåtur, løbetur eller meditation ind i løbet af dagen.
- Få frisk luft dagligt og sørg altid for god udluftning i din bolig flere gange dagligt.
Kilde: Vicuras
2. Det faglige
Fasthold rytmen og strukturen i din hverdag
Det er vigtigt, at du forsøger at fastholde den samme arbejdsrytme og struktur, som du havde, da du mødte ind på arbejdspladsen. Det betyder konkret, at du med fordel kan lave et dagsskema eller en form for fast struktur i din hverdag, da det vil give dig et bedre workflow og aflaste dig mentalt.
Klar dagsorden og kortere møder
Hjemmearbejde fjerner nemlig ikke behovet for møder – tværtimod. Når møderne foregår virtuelt, kan det være svært at holde fokus, og den struktur I normalt har til møder er ikke den samme. Derfor er det vigtigt, at mødelederen er velforberedt og har en agenda for mødet og en rollefordeling for deltagerne. Der skal være en grund til, at den enkelte medarbejder er indkaldt til mødet, og der skal være et tydeligt formål med mødet.
Fejring af succeser er vigtig
Under normale omstændigheder vil man måske give high-fives, få et klap på skulderen eller et ”godt arbejde,” når man som afdeling har en succesoplevelse. Det er selvsagt ikke muligt, når der arbejdes hjemmefra. Det kan derfor være en god idé at aftale, hvordan man fejrer sine succeser i afdelingen. Det kan eksempelvis være en fælles mail, når man alligevel taler sammen over telefonen eller til en virtuel fredagsbar.
Tal oftere sammen
I en tid hvor det fysiske samvær med andre mennesker er stærkt begrænset, bør man i højere grad, end man er vant til, række ud til sine kollegaer. Dette kan gøres på mange forskellige måder – har I f.eks. overvejet en virtuel icebreaker?
Vi anbefaler “Hvilket billede eller GIF beskriver dit humør?”
Alle deltagere vælger et billede eller en GIF, som beskriver deres humør – dette giver både anledning til humor og en ærlig snak.
Andre gode forslag:
- Onlinespil med kollegaerne – Hos Danske Konferencecentre har vi testet Knowie, som øger arbejdsglæden på 5 dage med sjove spørgsmål om dine kollegaer.
- Stafetter – Find på en opgave, som går på tur fra person til person hver dag.
- Hold 1:1 møde/MU samtale gående hver for sig med jeres telefon – en gåtur i frisk luft gør noget godt for samtalen.
- Wellness over video: I mødes online til en fælles udstrækning, yoga eller meditationstime.
Kilde: Dansk Industri
3. Det tekniske
Vi har fundet en liste over ting, som kan hjælpe dig med at få det optimale set up til hjemmearbejdet.
Hjemmearbejdsplads checkliste
- Udstyr til PC & Mac ✓
- Udstyr til telefon & tablet ✓
- Diverse kontorudstyr ✓
- Tastatur & mus ✓
- Kontorstol el. Gaming stol ✓
- Headset ✓
- Webcam ✓
- Højttalere ✓
- Mikrofon ✓
- Konferencehøjttaler ✓
- Wifi Repeater ✓
Kilde: avxperten.dk
Vi håber, som jer, på en masse fysiske møder i 2021 og sidder klar til at booke jeres arrangementer for næste år.